tirsdag den 24. december 2013

datomærket.

indimellem bliver jeg aldeles tudladen, så fatter jeg ikke hvorfor eller hvor længe og da slet ikke hvorfor, så sidder jeg med øjnene væltende ned af kinder og kan ikke følge med, jeg kan slet overhovedet ikke følge med, jeg kan ikke bære, alt det, eller det eneste, som jeg ikke bærer, men så forbandet gerne ville bære, og det er altsammen rystende småt i det store perspektiv, jeg er en nullermand i det universelle hjørne, og lige nu ryster jeg det hele ad mig, som skæl på en skulder, fordi jeg ved, at jeg ikke varer evigt.

onsdag den 4. december 2013

territorielt.

det værste er alle forbeholdene, ikke for meget og ikke for lidt, ikke for tungt og ikke for let, ikke for røv og ikke for nøgler, jeg mener, man skal sguda ikke sprede sine ben, hvis man er blufærdig, og lige sådan skal jeg ikke sprede mit pis, hvis ikke jeg vil forsvare mit territorium, forfanden, at tale og lytte til det samme ingenting, altid, som en kastralsanger i et rum uden resonans, lydene falder så dumpt til jorden, BUM, en en akavet flodhest i et fuglebur, jeg er mere pip end poppedreng, men jeg vil stadig gerne have sukker.

søndag den 24. november 2013

Pop-up-prop.

Jeg har det med at drømme om jordbærskum og solbærtoddy, og man kunne fristes til at sige, at det er dumt (grænsende til det stupide), når nu det meste heromkring smager af tørkiks: du spørger ikke en bedemand, om han vil donere en kiste, vel?, og du beder ikke gud om, at få dig til at tvivle, eller måske gør du, men han svarer ikke,

Og lige nu sidder jeg med en tvivl så fundamental, at den ikke er til at tro på, og om lidt rejser jeg mig og gør ting, fordi det er sådan, jeg gør, når ingen svarer og der ikke er noget eller nogen på vej,

Så retter jeg på bunkerne, eller vender indhold i skuffer, så tjekker jeg mobilen og skifter sengetøj, så lader jeg som om, jeg forundres over frostens mønstre og griner, fordi alternativet er at flæbe, og kald mig bare en permapatetisk pis-and, det er alligevel ikke helt ved siden af, men jeg er gul og af plastik og har røde læber, og jeg flyder ovenpå som en prop, og det er vel også en slags hverdag, pop-up-prop i plastik, ikke?

fredag den 15. november 2013

Hverdagssavn og hud af uld.

Et apparat tæller atten besøgende, men ikke hér, og jeg er fuldstændig klar over, at gærdet er lavest, der hvor alle andre står, og at det er derfor, der hoppes og heppes alle andre steder, end hos mig.
Imens brænder jeg ned, småt og bart, og kradser i huden, som om den var af uld, og jeg savner sindssygt, aldeles sindssygt, nogen, der kan få mig til ikke længere at savne så aldeles og så sindssygt.

torsdag den 14. november 2013

Hverdagsgravid

Jeg har ikke snavet med nogen i tre måneder, men jeg har lige spist appelsinyoghurt, og det er næsten det samme.

En uovervejelse

Det der undrer mig, er vreden. 
Protesten mod skønheden, at vrænge sig fri, at kaste med lort for at bebo et had. 

Insekter har ikke samme koleriske kast med hovedet, en bi dør af sit bid. 
Sådan kunne vi lære at vælge vores had med omhu.

fredag den 8. november 2013

Den blinde vej mellem her og der

Så sidder jeg helt umærkeligt og falder fra hinanden  mellem Horsens og Fredericia, mellem falmede blade og weekendklædte mennesker uden ophav, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan mærke en næve knytte en drøm, der kradser, og det vil sikkert samles igen, det hele eller dele heraf, men det hjælper mig ikke lige her, hvor der ikke er langt mellem mod og fallit. 

fredag den 1. november 2013

Malstrøm

Det er ordvalget i denne norske def. af malstrøm der pludselig har fået mig til at forstå min lille spørge-bjørn, det står med ét helt klart for mig hvad der er på færde, hvordan han kan vågne kl 5 og råbe ER GIRAFFER VILDE? indtil han får svar:

"Malstrøm eller tidevannsstrøm er en kraftig virvelbevegelse i trange sund som framkalles av flo og fjære (tidevann).
Malstrømmen skapes ved at store vannmasser kommer inn i smale sund og ikke rekker å renne tilbake på grunn av den sterke innstrømningen. Resultatet blir en vannansamling som med høy kraft renner tilbake og skaper store vannvirvler, såkalte vortex.
Gjenstander som kommer inn i en malstrøm trekkes mot midten av vannvirvelen, og suges ned under vannflaten. Strømmene kan iblant anta svært høye hastigheter og kan da utgjøre en risiko for å oppholde seg i vannet.
Saltstraumen er verdens sterkeste tidevannsstrøm, og ligger mellom Knaplundøya og Straumøya i Bodø kommune i Nordland."

onsdag den 30. oktober 2013

ooOOOoo

Jeg er helt, helt lille fisk i en meget stor bowle. Det er ikke vandet, der får mig til at flyde. Det er ikke bowlen, der holder sammen på mig.
Nej, det er mine st
OOO re øjne, der får alt til at klæbe til mine gæller. Jeg er ikke en kødædende plante, nej. Jeg er den, der sluger havet, for at drukne det.





onsdag den 23. oktober 2013

Svar på manglende tiltale.


jeg bliver altid frygtelig bange, når nogen siger noget, der måske kunne have noget at gøre med noget andet, som jeg ikke fik sagt, eller som jeg netop fik sagt, men fik sagt for hårdt eller for langt eller for kert, og så starter den indre monolog, ”skulle jeg nu have” og ”kunne jeg da bare have” eller ”hvorfor skal jeg altid”, og efter en stillestående fremogtilbagevendt række af usagtheder, så begynder den røde lampe at lyse, damage control, alert, alert, og jeg går i gang med at bygge dæmninger, grave volde, kaste med sten, formulere smædebreve, lægge mig fladt, være et gulvtæppe, jeg er parat til hvad som helst, at være søm i min egen kiste eller lus i mit eget tømmer, alt!, bare for at få fred for det ”noget”, som ”nogen” sagde, og som ganske vist ikke var henvendt til mig, men som eventuelt og muligvis kunne have været henvendt til mig, og sådan går dagen med at slå luft ud af huller, ja.

torsdag den 17. oktober 2013

Der er sure mennesker allevegne

Men jeg er ikke længere et af dem. Til gengæld er jeg grådlabil.

Melding, sær.


Jamen lige nu? Lige nu tæller jeg baglæns fra tusinde. 
Nihundredenioghalvfems, tværsum ni! Trehundredesyvogfirs, tværsum ni! Ethundredetreoghalvtreds, tværsum ni!
Det giver selvfølgelig ingen mening, at jeg har den slags overvejelser, men alligevel: vildt med den slags sammentræf.
Ikke?

søndag den 13. oktober 2013

Søndagsstatus og et påskud for at hoppe.

Jeg vil helst ligne farven gul. Jonglere som bold i et stuuuurt nummer, hoppe op og ned og op og ned og op og ned og ned og
ned,
Det er egentlig ikke fordi, jeg tror på citronens virkning eller legens.
Det er mere et spørgsmål om, at min sol hverken er varm eller brændende, min sol er ikke gul, men en sjælden lilla, som en udtrækning på huden, lige dér [se!]
Min sol er en
en lus-i-klemme-sol.

torsdag den 10. oktober 2013

kombi til salg billi billi

Jeg er den dårligste kombi overhovedet (men billigste, mangler du én? Har du set den her, den koster ingenting, du får en tier for at tage den, en hund, du kan melde dig ind i en klub, få guldmærker, fætter br-point): Hvis ikke jeg har paranoia har jeg halsbetændelse og i øvrigt har jeg aldrig råd til at lade mine drenge passe og på den måde er det nærmest heldigt med den paranoia, når mandlerne nu er så fåked mener jeg, sådan siger jeg ikke til min psykolog, jeg siger slet ikke noget længere, når alt brænder på er man alligevel så fåkin alene når drengene er afleveret og halsen brænder sammen med selvhadet og alt er umuligt at synke at rejse sig at se sig i spejlet, ...er det klynk, jeg begynder at synes at det er klynk, det hjælper ikke på selvhadet, men hjælper det på modet, at skrive, er det fair over for læseren, over for Methe og Louise, tekster der driver af selvynk, nej SMÅklynk, det er langt værre, få fat i en barnepige, spørg en af pigerne i Gellerupparken, Karen, Mara Malene, Barbara, .. henvend dig til andre mennesker for f... (det er jo også det jeg gør) Men det er jo netop det der er problemet, sammen med den forbandede hals, hug den af, tag hovedet under armen, i en sæk over skulderen, smid den i havet til de store rovfisk, lad dem gennemtygge det fåk, spytte det op på en sydfynsk strand hvor det hele kan starte forfra, med muslingeskaller og krabbeklør i øjet

Tegneserie uden omslag og ryg.

Det er nogle dage, som varer fra morgen til aften.
I dag, for eksempel, så jeg på elskelige mennesker i elskelige omgivelser, og jeg ville SÅ gerne. SÅ meget. Men følte mig som en taleboble, en helt tom taleboble, bundet til en pæl som vistnok var min krop, og der hang jeg så, tømt og umage, og kunne slet, slet ikke falde ned eller flyve op og væk.
Meget mærkeligt. Meget lang dag.

 [Jeg er virkelig fjollet, men af en eller anden grund er jeg er sikker på, at hvis der havde stået noget i den boble, så ville det stå i skarp parentes]

onsdag den 9. oktober 2013

Hvem er altid beredte?

Det er HANNE OG DRENGENE. Idag har vi fået PUNKTÉRFRIE dæk på ladcyklen, bjørnen er blevet VACCINERET og jeg har tegnet den ANSVARS- og INDBOSFORSIKRING, som man de sidste 18 år har forsøgt at få mig til at tegne, nogle har sågar ment det var ULOVLIGT IKKE at have tegnet den, HVAD mangler vi så? Udover CYKELHJELME: at få fjernet de FORBANDEDE MANDLER som igenigenigen fylder mit svælg. MONSTERFÆLDEN ER gravet.

tirsdag den 8. oktober 2013

Jeg er en to-i-en'er

En for lidt til at være en kinderoverraskelse eller en velassorteret negleklipper, men nok til at være mere end en stenstøtte, et saltkar, en harmonika eller en monokel. Jeg er liv.

Mit savn kan kun ses under mikroskop.



Det er frygtelig patetisk, men jeg savner sådan min mor, jeg har lyst til at holde hende i hånden, og til at bede hendes grå hår om at blive sorte som før, og jeg har lyst til at bede hende rette kroppen, der er faldet sammen, som en busk, dækket af sne og,,,,
og jeg har lyst til at skrige ad hende, at hun må tage sig sammen, for helvede, og blive vragdykker ude for en japansk kyst eller noget andet fuldkommen utænkeligt, og det allerværste, når jeg savner hende som nu, er, at når jeg tænker på hende, min mor, så ser jeg en lille celle for mig, en lillebittebitte celle uden membran, en puls og ikke andet, og jeg kan simpelthen ikke bære, at mit savn er så simpelt.



søndag den 6. oktober 2013

Jeg er en sten, der er fløjet ind i en mur.

I dag er jeg er en sten, der flyver, for at modbevise min egen eksistens. Ergo er det søndag.
Jeg er en lille smule hyper, om lidt vil jeg sikkert skrive på en mur: "jeg vælter", i den tro, at den vil rette sig efter mine ord.

"Hej, hej lille mur, har du lagt dig ned for min skyld?".

 Behøver jeg at kende svaret? "Hej, hej". "Nej, nej". Bum.

lørdag den 5. oktober 2013

Det kan minde lidt om Kaj og Andreas højre/venstre-sang

Og på den måde er det god spas. Jeg er i Paris, og der er højre/venstre-forordningen særlig prægnant. Gauche et droite, hvilket er venstre og højre, og hvor det på dansk giver bedst mening at sige højre og venstre, giver det altså bedst mening at sige gauche et droite på fransk. Når jeg spørger om vej på mit bedste skolefransk, får den ikke for lidt med franske retursvar, som ikke efterlader mig klogere, for så god er jeg altså ikke til fransk, selvom min fænomenale udtale kan give det indtryk. Når jeg begynder at se rådvild ud, er de fleste venlige at sænke farten eller at slå over i engelsk. At prøve, at gøre et forsøg, belønnes. Jeg kan godt lide at prøve, jeg kan godt lide at høre boulevard de clichy gentaget og udtalt, som jeg lige har udtalt det, jeg kan gode lide at vide, at jeg har ret, at jeg er dygtig til den franske udtale, at jeg har forstået essensen.

fredag den 4. oktober 2013

Forklaringen er at vi er tre hverdagsbloggere

Således kan jeg både være et kæmpe fjæs og intet ansigt i Brabrand, Skanderborg og Nordvest skråstreg Paris, kh Blog og ps. der er i øvrigt ingen grund til at tage mit fjæs for pålydende

Observation uden ansigt

Jeg lader mig altid ramme, når de [dem, de andre, det andet] fortæller om et liv, der falder omkring deres vriste som kæder af rav, jeg nævner i flæng: kortklubber, kælepotter, kølige drinks, og så k-ordet, der slet, slet ikke må nævnes, [kærlighed, kærlighed, kærlighed], og hver gang ser jeg mig selv stå fuldkommen rundtosset af alenehed, med en flækket livshistorie [ jeg ved ikke, om den er flækket på langs eller i højden, men flænget er den utvivlsomt, og spørgsmålet er, om det er vigtigt hvor og hvordan], og jeg har nok en invitation til at gå i biografen [alene? nej, nej da, med mig selv] Og det er igen igen igen noget med verden udenfor, hvor livet leves, og verden herinde, hvor jeg leves, det er ikke et problem som sådan, det er bare uforeneligt på en næsten ubærlig måde. Fin fugl forresten, kan man få en tur på den?

Jeg tager til Paris i aften

Med urinvejsinfektion og min niece. Sådan må man tage det sure med det søde.

ELUSIVE HUNTERS: Primater, Mamas, Jussi-Christoffer og prinsegemalen, og så har jeg slet ikke nævnt Michael learns to rock

DET GODE er at Jussi-Christoffer-Krag-Jakobsen har fået det bedre!! har klippet min hæk og sat nyt GULT hjul fra JEM&FIX på min trillebør og absolut ikke mindst, læs: faktisk allermest: PASSER DRENGENE I AFTEN OG I MORGEN OG EVT PÅ SØNDAG MENS JEG LÆSER TEKSTER MED MINE NATURLIGE MAMAS, og Olivia! som er kommet hele vejen fra staden, hvis ikke hun var her i forvejen, evt på grund af mormorens stegte rødspætter (de kunne også få mig til at rejse det halve dronninge- og prinse- og kronprinsesse- plus hende der ligner kronprinsessen på en prik -rige rundt, og så glemte jeg skammeligt nok prinsgemalen, som jeg har mødt én gang, det er måske otte år siden, da jeg inviteret af min ven og dengang (social-)geografistuderende Ivar Boycut Havsteen-Mikkelsen (har du egentlig flere navne Ivar? Hvis jeg ikke allerede var kørt ud ad en tangent ville jeg ret gerne fortælle om Ivars efternavne, dér er nemlig slægsthistorie som kan gøre enhver islænding grønnere end grøn, hvilket i sig selv er pirrende/incimenterende nok, men som sagt: jeg skulle til et foredrag om Haddad-folkets jagtmetoder (de klædte sig ud som strudse!) ved den højt-estimerede, man fristes til at sige: kongelige antropolog Ida Nicolajsen på det KONGELIGE Geografiske Insitut, jeg kom til at løbe ind foran ham af dørene der bedst karakteriseres ved sving-og-smæk, og siden det var mig der kom først, fordi jeg altså løb ind foran ham, fordi jeg var for sent på den, hvilket han jo så også må have været, men det er åbenbart en anden sag, det tror jeg faktisk jeg kommer tilbage til, hvor var jeg: på vej gennem døren, foran Henrik, som jeg ikke vidste var Henrik, sving og smæk, forsøg på at gribe den svingende-i-hovedet-på-prinsgemalen-dør, undskyldende smil bagud, mere løb, ind på plads i salen, hvor foredraget ikke er gået i gang, hvor foredraget ikke går i gang før vi allesammen har rejst os for den roligt spankulerende og slet ikke løbende og svedende som følge af sin for-sent-hed prinsgemal og hvad vil jeg sige med det: INTET udover at jeg glemte ham, at han snorkede under foredraget mens den kongelige antropolog som vist må have haft sin storhedstid engang på Franz Boas´tid jamrede over hvor svært det er nutildags at finde jægere udklædte som strudse, ikke at jeg ikke også synes det er en skam, men, og dette men har at gøre med min - trods alle mine udeståender med uni - (hedengange?) faglige stolthed - jeg kunne alligevel aldrig finde på, nej ved I hvad, lad det bare blive ved dette MEN, jeg glemte prinsgemalen, og nåh ja Michael Learns to Rock ) Men tilbage til teksten, som jo skal kastes for mine mamas, primaterne fristes jeg til at sige, lige om lidt: hvem har vi: Bjørnen, lille myg, øglen (det er en anden Christoffer, og faktisk kender jeg ham ikke godt nok til at kalde ham øglen tror jeg, men de andre gør det), DJUURhus, MÅNSson, og Camilla Nicole som har skrevet en hel tekst om flade og døde dyr, og som i øvrigt er en meget big lille mama, lige som mig BIG BIG MAMA, som vel også er en form for primat, det er nu I skal melde mig til feminishmerne. og som sagt Olivia, som jeg hverken vover at kalde primat eller mama, måske profet? i aften eller i morgen eller på søndag hvis vi er superseriøse og uendeligt nærlæsende, som jeg stemmer for at vi er, og måske hvis lad os bare sige det: hvis Lille Myg kommer med to hele digtsamlinger skrevet i Berlin, Athen, New York, i bussen, på Trøjborg, travende ned ad Guldsmedegade, sådan er det nemlig med den lille myg, han ville ikke sidde her og vrøvle udenom fordi han ikke ville vide hvordan han skulle skrive om Angelika, han ville SUMME, gå i KØDET ville han, og lad ham være mit eksempel, HEJ!

tirsdag den 1. oktober 2013

Slambam og skosnuder.

Jeg er træt af intentioner. At ville det bedste. At ville noget andet - ikke noget mere, bare noget andet - altid noget andet.
Når jeg er så træt, som jeg er nu, af så vrænger jeg. Presser ækelhedsord ud, som marengskys på et stykke bagepapir.
pismigiøretlort. elendigemidemedrøv. 
Det er alt muligt andet, jeg siger. Kan det høres?
Jegervedatkæntre og vilduholdeommigmensminhudrevner.

Men der er ingen, der orker appel, og jo mere jeg falder på knæ, des mere er jeg på højde med en skosnude. Slambam og fik du den?
Den der ligger på jorden, må man træde på.
Cirka.

mandag den 30. september 2013

Bered mig et leje af vat

Jeg er et skvat. Faderen til mit kommende barn sendte mig et link til et eller andet økokollektiv i Hundested. Der var mange visioner, noget om at få ting til at blomstre på alle planer. Jeg læste: masser af fællesprojekter og hårdt arbejde. Så stod der også noget om en masse børn. Jeg skrev tak for linket, men at jeg i det store hele var for dovent anlagt til fællesprojekter, og at jeg ikke brød mig om andre folks børn. Det er en sandhed med modifikationer, men alligevel: jeg er ikke en almoderlig overskudstype, jeg er sær og fredssøgende. Jeg har erkendt det og fundet fred med det; jeg er en gevinst for et fællesskab i afmålte doser.

Christoffer Kragh Jakobsen

jeg kører hjem for at spise frokost, Jussi sidder op i sengen og læser, jeg kan se han er lindret, han smiler næsten, han har læst i Schade og kærligheden, han var en mærkelig én ham Schade siger Jussi, det er en stor kompliment, jeg kan se han har det bedre og jeg føler jeg har del i det, fordi han fandt bogen på min reol. Nu læser han Stein taler, det gør han altid, jeg spekulerer på hvordan han tager ordene ind når han har læst den så mange gange, om de bliver ved at give mening på ny, vi har to Stein taler, eller rettere: vi har en hver, jeg må huske ham på at tage sin med hjem når han rejser. Engang havde vi tre, det var helt uhørt, min veninde Sidse, som jeg i øvrigt, næsten Steinsk (omend den sammenligning er langt oppe i skyerne) har skrevet et portræt af og til, det lyder sådan her, nej jeg kan ikke huske det, og jeg var også ved at sige noget andet, det var det med bogen, Stein Taler, vi havde engang tre og min veninde Sidse kunne ikke få fat i én, hun havde spurgt alle mulige steder, så fik hun en af vores, det var bare det, at det var særligt at have tre bøger af en bog der ikke var til at få, nå, Jussi spørger fra sengen om jeg skriver en historie om en syg mand, jeg siger det var måske en idé, han vil gerne hedde Christoffer. Christoffer Kragh Jakobsen, nu synger Christoffer om en syg mand der gerne vil ud af sin krop, han mangler sin guitar, men han har det åbenlyst bedre, men ikke godt.

Sammenlignet med en sten er jeg et flagrende stankelben

Jussi er på besøg, han er syg, ligger i sengen på tredje døgn, ingen ved hvad han fejler, ud over depressionen og de andre psykiske lidelser, han har altid lignet Dostojevski af udseende, han siger det værker i kroppen og hovedet, tager panodiler hele tiden, i går kom han til at tage mit penicilin, to af gangen, og de er stærke, man må kun tage én hver sjette-syvende time, han lå i en døs det meste af dagen, Björn forstår det ikke, hvorfor kommer far ikke? Han er syg siger jeg. Far er syg. Han kan ikke høre hvad drengene siger, han kan ikke smile til dem, han befinder sig i sin egen sten, og vi kan ikke hente ham ud. Jeg er ikke sur på ham som dengang vi var gift, jeg bebrejder ham ikke, jeg beder ham ikke tage sig sammen. For min skyld, eller for drengenes. Jeg aer ham på skægget og siger det er synd for ham. Han siger han er træt af at være syg. Jeg siger jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham men at jeg har opgivet, jeg kan ikke hjælpe. Jeg spørger om han føler sig ensom. Han siger han ofte følte sig ensom sammen med mig, at jeg ikke var særlig sympatisk overfor ham. Det er rigtigt. Jeg går, tager drengene med, efterlader ham i sengen, vi hjuller gennem bakkerne, jeg knokler afsted, slår batteriet fra og okser op ad bakken så sveden springer

Om plads og mangel på samme.

Jeg har ikke sovet i nat. Det sker. Hvis man ikke sover, kan man ikke vågne. Vel? På et tidspunkt skrev jeg - i søvne? i drømme? - på Facebook:

"05:54
Jeg har drømt om for lidt plads, og du har bedt mig tage vare på det trange, du har bedt mig blive i bilen og spise abrikoser [af sorten Kyoto], du har bedt mig trække alting i langdrag, så det kan forsvinde mellem vores hænder, mens noget andet [mindre vigtigt, mere væsentligt] kan få plads"


 Det er længe siden, jeg har længtes efter at drømme, hvad jeg skriver, at jeg drømmer. Eller: det er længe siden, jeg har følt mig så vågen, mens jeg skrev, at jeg sov.

Nu er jeg bare frygtelig træt. Mit hoved hænger, min ryg er trist.

Mandagshad og det pinlige selv (?)(værd) og perlebygsblomsten - i FLOR

jeg tror nogle gange at jeg hader folk der kan sidde og udveksle perlebygsopskrifter i en sund andelsforening på Trøjborg eller Vesterbro, hvis ikke de er flyttet på landet i et bofællesskab sammen med en håndfuld familier der er ligesom dem selv: veluddannede, velmenende, veldrejede og ikke mindst i stand til at tale sammen uden at hæve stemmen ikke mindst om spelt og mælkeprodukter og det er slet slet ikke nødvendigt at nævne den hvide sukker, alt er knækket hvidt, naturligt, autentisk. Jeg ved ikke hvorfor jeg hader dem, hvis vi siger det er det jeg gør (jeg holder en lille dør på klem til et ædlere selv), er det så simpelt som jalousi, den gamle gamle, at jeg ville ønske det var mig der kunne sidde og udveksle de opskrifter bo i den andelsforening i det bofællesskab være veluddannet veldrejet velmenende behersket. at jeg ikke hele tiden følte mig i fare for at forsvinde ind i de store sten og nattekroge, er det virkelig så simpelt? hvorfor er jeg ikke bare ligeglad, lader dem have deres lorteliv i fred, tager mig af mit eget, Stine plejer at sige til mig: Hanne: De (og det er så forskelligt hvem det er jeg bliver anfægtet af, det er ikke altid speltsegmenterne) har et lorteliv, du skal ikke beskæftige dig med det. Hun er klog Stine, og kærlig, hendes bog (Min mor siger), som alle siger er så sjov, det er den også, men først og fremmest er den kærlig, den er noget af det kærligste, jeg savner Stine, hun siger jeg ikke skal tillægge lort betydning, at jeg trækker betydning ud af det ved ikke at bemærke det, det er rigtigt, Stine er klog og jeg er lille, idag: som en pissemyre!, er det det det (sikke mange det'er, det er næsten absurd) hele handler om, det forbandede mindreværd? utilpashed, også det at jeg hele tiden drages mod de store sten, at det er så svært at holde sig på den rigtige side af dem, ydersiden, at jeg ville ønske jeg var en perlebygsblomst? nej: at jeg ville ønske at jeg ville ønske at jeg var en perlebygsblomst - i flor. Ville jeg virkelig det?

søndag den 29. september 2013

Nu går det heller ikke længere med den slendrian

Jeg prøver at være venlig, men det går så dårligt. Håndlæseren sagde, at der ventede mange succesoplevelser i fremtiden, og hun har da sikkert ret, og vi bliver, hvad vi skaber og spiser, og jeg har lige spist indisk mad; gør det mig indisk? I hvert fald var det med kongerejer og halløj, min favorit, mad der gør mig glad. Min mave er udspilet, men det skyldes også andre ting, træg mave fx. Jeg skal snart flytte, jeg ved ikke hvorhen, det er en slags eventyr - og dog. Jeg er begyndt at gå mere; det gør mig ikke til Tomas Espedal. Ingenting gør mig til noget, intet definerer mig. Jeg er en omvandrende skygge (af mig selv), men mere glad end jeg lyder. Efteråret har været gavmildt, min eneste anke er kulden, der altid følger med. Jeg er ikke god til at fryse.

lørdag den 28. september 2013

Teori som praksis.


Forskellen på et punkt og en prik er horisontal. Jeg har ikke tid til at dvæle mere ved det faktum.
I stedet for skriver jeg "her" og "nu" og øver mig i tilstedeværelsen som praksis.
Ja.

Idag er jeg Daniil Kharms

A self-portrait of the author, 1932. “I am interested only in nonsense, only in that which has no practical meaning,” he wrote in 1937.Hængt i DSB klarer jeg mig IKKE frem til udstillingen på HAVNEN, jeg må HJEM i SENG efter en sen oplæsning på STARS i Vordingborg, og jeg drak HVERKEN øller eller sprit, det er FRUGTSALATEN: penicilin, barnesyge og den gamle paranoia. HVORFOR er mit hoved dog så tåbeligt og sprødt?

OOH ALEXANDER PENICILILEMING

Jeg opdager at jeg ikke har blogget hele ugen, hej, dejligt at se jer, og dejligt at andre i mellemtiden har udvidet bloggen: DU SKAL KENDE MIG PÅ MIT MANGLENDE ANSIGT; LIGE DÈR; KAN DU SE? lyder det fra Louise Juhls manglende ansigt, nu er vi et ukendt antal (3) hverdags- og lørdagsbloggere med manglende ansigter, og hvis jeg så ovenikøbet kunne finde ud af at løbe fra, eller i hvert fald nedtone mit forbaskede jeg, men det kan jeg vist ikke, her har I mig igen, her er stadig nok at vredes væmmes klage over, fx har jeg ikke blogget hele ugen, der startede VÅNDENDE i fosterstilling bekravlet og beskriiiget af galloperende hals- og mellemørebetændelse OG to små drenge med lange negle SÅ: den lyksaglige penicilin ÅÅÅHH mand hvor er det LYKSAGELIGT! at være født i det 20. århundrede, virkelig, jeg kan bedst sammenligne med følelsen under fødslen når hovedet kommer ud og man ved der er liv, sådan er det med penicilin, ovenikøbet dejligt omtåget, som i en lettere hashrus, oooh verden jeg er zen, ALEXANDER FLEMING DU STORE, jeg bøjer mig oprigtigt og dybt i støvet og asken fra århundreders infektionsramte og -underbukne stakler, NU hjuller jeg atter lykkeligt opstemt frem og tilbage på stien gennem Hasle Bjerge og Gellerupparken til Børnehaven Mågen og Vuggestuen Lærken, i denne uge med min store-lille-og-også-sygdomsramte-og-pencilin-begavede Björn frem OG tilbage. Frem og tilbage.



fredag den 27. september 2013

Og den slags.

Det kan godt være, at jeg går forgæves. Måske er netop forgæves den eneste vej at gå:
ingen arme ingen ben ingen øjne
Ingen ting, der kan stå i vejen for at mærke den hud, der snører sig sammen om mit hoved og ligner et ansigt. Du skal kende mig på mit manglende ansigt, lige dér, kan du se?

onsdag den 25. september 2013

I dag er det bedre

Jeg har fået massage. Jeg har fået massage af Christian på 27. Han var fra Spanien og goodlooking og så havde han humoristisk sans. Vi talte om Julio Iglesias. Han var en fantastisk massør, og det var ikke dyrt. Jeg fik en regning, så jeg ved, der bliver betalt skat.

Fingerbøller i bredformat.

Jeg er vågnet med en sølvsmed under neglene. Bogstavelig talt, en forlænget finger med vinger, der peger og peger og siger ”Appelsiiiiiiiiiiiiin”.
Og jeg prøver virkelig, at smile og sådan. Mens et andet sted er der ord, ord der former sig som talebobler, der presser på indefra, inde fra mit hoved måske. Kæmpestore bobler af detenehed og detandethed men mest af alt af ømhedhed.

Hvis jeg var en bi, ville jeg æde så meget lyng, at jeg eksploderede i lilla.

tirsdag den 24. september 2013

Sur, sur, sur, lille bi omkring

Jeg frygter ikke for de vilde drenge, og jeg længes efter mark og enge. Efteråret er pænt, men jeg hader at fryse. Og så længes jeg efter sommer eller ideen om sommer, og sommerhuset på Hanevej, der danner ramme om de allerbedste barndomsminder. Jeg er nostalgiker om en hals.

Test.

Der burde være nogle, der skrev. Om navne på blomster:
Ibelone-øje, Aerteminde-fod, Szesze-urt.
Eller om efteråret i det mindste, med dens pissebanale skønhed: åååh løvfalds nøgenhed, åh blottede parkacoatøjne.

 Men det er ikke det, der står. På journalerne vi gemmer væk; de ticifrede facitlister på lægelatin. Vel? Der står sgu ikke så meget om hulkortsmelankoli eller om en alvor så ironisk, at vi må grine ad den. Ha!

fredag den 20. september 2013

Double up til Syrien, Bitre Hvedebrødsdage og Danmarks sjoveste bog (mit forsvar for denne opblæst-kække overskrift er at jeg sidder alene, bortset fra drengene som sover, i en mørk have i et næsten mørkt hus, og har kun de svulster jeg selv oppuster)

jeg vil gerne fortælle om noget smart jeg gjorde idag, men der er den fare ved det, at jeg kommer til at lyde frelst eller gud-forbyde-det politisk korrekt, nu vover jeg alligevel pelsen: Jeg gik ind i en genbrugsbutik for at købe varmt tøj til folk i Syrien fordi jeg har lovet at give noget til Kirstine, som er indsamler, på søndag, så fandt jeg nogle flyverdragter og tæpper og huer og gik hen til kassen og spurgte om det gjorde nogen forskel for prisen at det skulle sendes til Syrien, det gjorde det ikke men til gengæld sagde ekspedienten at pengene også ville gå til Syrien, og på den måde blir det jo en double up, 200 gange 2, og det er sgu da smart ik? Jeg er i hvert fald vildt glad for det, jeg føler faktisk at jeg har SPARET 200 kr. og derfor sidder jeg netop og tænker på om jeg dog ikke skal have en belønning for de sparede 200 kr. JO! i morgen. I øvrigt er jeg også godt og grundigt tilfreds med at jeg - nu jeg alligevel var der, i genbrugsbutikken - fandt en bog: Bitre Hvedebrødsdage og andre kærlighedshistorier fra hele verden udvalgt af Tove Ditlevsen og den har jeg nemlig netop lyst til at læse i sådan en fredag aften som i aften, og det vil jeg gøre lige om lidt, selvom det stadig er sludr-selv-dag, men først må jeg lige sige at jeg har bemærket at der i sådan nogle butikkers bogreoler altid står mindst ét eksemplar af Gustav Wieds Knagsted, og jeg forstår det simpelthen ikke, hvorfor står de der? er det kun mig og min far og måske Simon der ved at det er måske den sjoveste bog i Danmarkshistorien, ved du det godt Simon? Det er ikke Pasternak jeg mener, men jo nu jeg lige påkaldte dig, så osse dig (men du læser ikke min blog gør du?) (men ved du det alligevel?) Så er vi måske oppe på fire. Hvis den anden, altså den første, Simon også vidste det, gjorde du det? Anders! DU ved det, jeg har selv foræret dig bogen og befalet dig at læse og le!! Jeg har vist også foræret og befalet Simon, men han er ikke altid lydig. Det er Anders heller ikke, AK

Sludr-du-bare-løs-min-ven-dag og TREHUNDREDEHALVFJERDSTUSIND MILLIcentimeter tekst

Sig-mar-lii-en-gang: Hvorfor hedder det eN advarsel og eT varsel? Det er da underligt. nå. Så kommer dette indlæg bare til at hedde Et Varsel, så kan jeg ikke sætte adjet i parentes, det forpligter, men ok, så slemt bliver det heller kke, eller ulækkert, men laaangt, helt præcist 3,7 km, det jeg ville sige var at den sti, mellem kolo og børnehaven Mågen gennem Hasle bakker/bjerge alt efter ens dramatiske stemningsleje og Gellerupparken, har kaldt på min skrivende opmærksomhed lige siden day 1, som altså er for to år og fire måneder siden da vi kom til Århus, selvom jeg plejer at sige at vi IKKE er i Århus men i BRABRAND som helt uden sammenligning har ikke bare Jyllands men LANDETS (skulle lige til at sige VERDENS, men det var vist mest for stemningens skyld og det dramatiske stemningsleje apropos, trods alt) mest attråværdige poetiske historie (uuuhh hva har jeg sagt??), hvor kom jeg fra: STIEN, som jeg netop har GÅET igen fordi ladcyklen er på værksted, hvad var det jeg ville sige med det? nåh ikke andet end at den har kaldt på min skrivende (jeg har ikke mod til at kalde den poetiske selvom jeg helst ville) opmærksomhed siden day one, det har du sagt, ja, og varsle en tekst som under ingen tænkelige omstændigheder kan blive så meget som én millicentimeter kortere end stiens 3,7 km, hvor meget er det i millicentimeter: Tjoow milli betyder tusind, centi betyder hundrede, kilo betyder kilo, altså 3,7 gange hundrede gange tusinde, det vil sige 370 000 trehundrede og halvfjerdsTUSINDE millicentimeter tekst, som jeg altså først overhovedet kan gå i gang med, ud over den vedblivende travsken - hov det var en ufrivillig fusion, jeg lader den stå - og pedalleren frem og tilbage, når Begravelsen (ja så røbede jeg titlen dadadadaaa) og Mado som jeg påbegyndte for lad os se 3 (TRE!!) år siden, nå lad os se måske er det sådan en der skal barsle lidt længe, som et rugbrød fx, HALLOO! hvem snakker jeg egentlig til, er der overhovedet nogen der interesserer sig for det her. Ved du hvad det betyder ikke så meget, du befinder dig på din egen, og Methes, ja, blog, og her må du sludre så meget du vil og lige præcis om det du har lyst til uden at tage hensyn til eventuelle læsere, er det virkelig rigtigt? ja! det vil jeg sige ja til, selvom jeg engang imellem har haft visse forestillinger om kvalitet og læseværd. men ikke idag. Idag er sludr-du-bare-løs-min-ven-dag, NAIJS!

torsdag den 19. september 2013

Og jeg, den anden

Og jeg, den anden, er heller ikke stort mere munter. Jeg vil noget andet, noget mere, noget andet, noget mere eksalterende, noget, der får min sjæl til at juble. Leverpostej som en kedelig metafor for hverdag, not in my bedroom. Jeg kan godt lide leverpostej. Leverpostej med agurk, leverpostej med rødbeder, leverpostej med bacon. Jeg er single på nogleogtyvende år; jeg har prøvet det godt og grundigt, det er trivielt nu. Kedsomhed gør mig klaustrofobisk. Jeg vil ud, ud under åben himmel, synger Tøsedrengene. Hvem der kunne flyve. O at være en havmåge. O at blive kvalt i store tunge dyner af hverdag. Og gid patos var back in fashion. Jeg glæder mig over den manglende trang til at blive botoxet og fedtsuget back in shape, det er ikke det, det handler om, det er ikke der, hunden ligger begravet, stik mig et sæt koordinater og en bakke tomater. Og hvad skal hunden hedde, og hvad har den heddet? Vores Golden Retriever hed Mille, hun havde smukke øjne og et kærligt sind. Jeg er rørstrømsk.

latterlige og autentiske mennesker

Ikke at jeg vil afvise autentiske menneskers eksistens, ligesom jeg heller ikke afviser Huldurfolk og nisser og engle og spøgelser, eller væsener i rummet, det er seriøst jeg siger det, faktisk synes jeg folk er latterlige når de afviser den slags, altså ud fra den betragtning at mennesker der fuldstændig uden grund tror de har styr på hvordan verden er skruet sammen er latterlige. når det er sagt synes jeg også jeg selv på en god dag er latterlig, men det er af andre grunde

AUTENTISK ANTROPOLOG

AIJ MAND jeg HAVDE slukket for computeren og lagt mig til at læse, jeg har SÅ mange bøger i min seng, har lige fået en hel sending fra lageret og det er SÅ fedt og jeg vil slet ikke indrømme hvad det er for nogle titler jeg først nu læser og læser for det gør jeg og det er superfedt og ja jeg må tilstå: i dem allesammen på én gang og gad vist hvad det egentlig gør ved min læserforståelse, jeg håber stadig at begejstringen vil lægge sig så jeg kan gå lidt mere sindigt til værks og s'et her er IKKE et flertals (eller er det, hvad er det egentlig for en konstruktion vi har at gøre med her??) (det er vel det gammelnordiske genitiv-s som på islandsk) (nåh ja), og så kom jeg i tanke om at jeg slet ikke fik nævnt Marie lige før da jeg talte om det inautentiske menneske, og det skulle jeg selvfølgelig heller ikke, for hun er nemlig et AUTENTISK menneske, det har hun selv bekræftet på et jobsøgningskursus hahaha er det ikke sindssygt, altså ikke at hun bekræfter det, for hvad gør man lige, havd siger man, det er vel fuldstændig ligemeget når den slags spørgsmål kan stilles, men er det ikke sindssygt at en underviser på et jobsøgningskursus for HØJTUDDANNEDE kan finde på at spørge: ER DU ET AUTENTISK MENNESKE? Og så har jeg slet ikke sagt at Marie er antropolog hahahhahahahaha AUTENTISK antropolog.

inautentisk menneske, men ikke! emotional cripple

mit lortehelbred ser ud til at have stabiliseret sig, måske endda toppet, selvom det ville være så trist hvis det virkelig var sådan, i en leverpostejslunken normaltilstand, jeg gider ikke tale om det, der er bare én ting at sige: vaskemaskinen blinker, tøjet skal hænges op, jeg ved ikke om der er nogen der ikke har fanget det, eller nogen der har: jeg er IKKE tilfreds! Hvordan kan man bruge SÅ megen tid på at tørre havregrød af bord og gulv og stole og snavsede tallerkener og vasketøj og slatter med mælk og pølsestumper i krogene, og ved I hvad: her skal skiftes pærer, hænges lamper op, sættes flere hylder op, slås græs, klippes hæk, jeg skal anskaffe en telefon, en forsikring, et sammenhængende jeg, min ladcykel skal lappes, björnens cykel skal fikses, der skal sand i sandkassen, drengene skal have hjelme for livet som er så dødsensfarligt og vi har ikke været i svømmebassin siden Island og jeg er hele tiden i fare for at blive anholdt, i hvert fald er jeg skyldig i you nameit næsten hvasomhelst helt grundliggende i at være en inkonsistent person, et i dén grad inautentisk menneske og hvordan f.... pardon my french skriver man romaner på den måde, det må jeg virkelig finde ud af, jeg må have fat i den bog som Elisabeth anbefalede, om hende der skrev romaner på direktørernes computere når hun gik og gjorde rent, jeg må huske på Sigrid Undset og Selma Lagerlöf og Herbjørg Wassmo og alle de andre LIVSseje forfattere OG forvandle fx min Laxness-misundelse - han efterlod sig hustru og børn hjemme det meste af året for selv at rejse og skrive - til medynk, og det kan jeg heldigvis godt mene oprigtigt: emotional cripple!

onsdag den 18. september 2013

Min læge går på pension

Jeg konsulterede ham for sidste gang i går, det var sidste gang han nogensinde skulle glo ind i mit skræv, og det er jeg godt tilfreds med. Jeg har overvejet at skifte læge. Nu bliver det måske ikke nødvendigt. Der kommer en sød ny læge, der hedder Lisbeth, skriver de. Vi får se.

tirsdag den 17. september 2013

konstruktion

Det har eddermamemig været en nederen dag! Totalt fuld af snot og så blev jeg lige skidesur, nogle gange tror jeg jeg bliver lidt for let skidesur (men det er altså fordi folk kan være så skideåndssvage, nogle gange tror jeg at folk lidt for let og automatisk er skideåndssvage, nå) og det startede allerede i formiddags, da de skrev fra hvad er det nu de hedder, ved I hvad jeg gider faktisk ikke fortælle om det, lad mig fortælle noget opbyggeligt (min psykolog ville være stolt af mig): LEGO

Undskyld Methe

Jeg ville bare have slettet mit eget fjæs, og have sat Søren Spætte eller Tom Waits eller et eller andet: den kinesiske flyvefisk fra min plakat ind, og så kom jeg til at slette det hele, og nu kan jeg ikke finde dig igen, det må du sgu da rigtig meget gerne undskylde!

Vinderne af den RIGTIGE debutantpris bliver dadadadadadada (jeg HAR regnet det ud)...

.... og det er ikke fordi jeg nødvendigvis ønsker det (jeg kunne fx godt have ønsket mig at Caroline Albertine fik en pris) men det er absolut heller ikke noget, jeg uønsker, det er ren og skær åbenbaring: Morten Chemnitz for digtsamlingen Inden April og Hassan Preisler for Brun Mands Byrde. Der er ingen der har fortalt mig det, jeg er bare et orakel. Og kønsmæssigt er det forsvarligt idet de/vi sidste fire modtagere, Stine, Olivia, Amalie og jeg alle så vidt vides er af det andet køn, som i denne sammenhæng må forstås som en neutral betegnelse, idet den bruges komparativt med førstnævntes - Mortens og Hassans - køn OKAY! Ud over at kunne forudse prisudfaldet, synes jeg også det er passende og fortjent, og en dejlig forskelligartet sammensætning af prisværdig litteratur, lad dem få en stående applaus på Vejle Biblioteks røde podie! HUURRAAAA

Bedstefar 70 år. SYV. NUL.

Kære Bedstefar. Jeg hedder Björn. Jeg har også snart fødselsdag. Så blir jeg voksen. Jeg vokser og vokser. Hvor stor er du? Er du 100 år? Hvis jeg spiser karry bliver jeg lige så stærk som dig, og min far. I går ville jeg ikke. Nu gør jeg det. Så blir jeg STÆRK. Jeg har gravet en fælde. En MONSTERfælde. Så kommer der et MONSTER. Så sover jeg inde ved min Mor. Jeg har også tegnet en tegning af dig og mormor med skovle. Fordi I skal ud og grave. Jeg har også tegnet døren. I morgen skal jeg i børnehave. Dagur skal ikke med. Min Mor siger jeg skal sige TILLYKKE. Men det HAR jeg gjort. 70 år siger hun. SYV. NUL. Jeg er ikke rigtig voksen. Men snart blir jeg 4. Ligesom Mohammed, og Raghad. Men ikke Karim. Så skal vi til Læsø siger min Mor. Det vil jeg gerne. Er der brombær? Dagur kan godt sige brombær, han siger bro-bro. Dagur har kradset mig i øjet. Min Mor siger at vi siger ALLESAMMEN TILLYKKE: Marie og Ella og Vera og Jesper og Louise og Lone og Andreas og det lille barn, vi ved ikke hvad det hedder, og mig og min Mor, vi siger ALLESAMMEN tillykke, fordi du bliver 70 år. Også Dagur. Han har taget min ballon. Jeg synes vi skal have pandekager når vi allesammen kommer til Læsø. 70 pandekager. HUNDREDE OG HALVFJERDS pandekager! Kan vi godt bage så mange? Skal trolden så også have pandekager? Står den stadig derovre og tænker? Vi kan bare gå over og give den en pandekage. Har den en paraply? FAARVEEL BEDSTEFAAR. Kære Hilsen Björn og Marie og Ella og min Mor og Lone og Jesper og Louise og Andreas og ham den lille som kom ud af Lones mave, og hvad hedder hun, hende som var dér i Ellas barnevogn, og ikke Fjord og Jens, og heller ikke Mormor, hun må godt være med, men ikke Raghad. Og heller ikke Larissa. Men Dagur også. Okay? Og Mor og Björn.

lørdag den 14. september 2013

Heltemodseksekverende - OG det modsatte! - MONSTERfælde

Jeg indrømmer IKKE at jeg først nu ser forbindelsen mellem min lille B´s langvarige graven monsterfælde uden for hoveddøren i eftermiddags, hans tegninger af glad mormor og bedstefar med skovle efter aftensmaden OG hans for første gang længe ikke-tænderskærende-søvn i for første gang længe EGEN seng, i stedet melder jeg mig som stolt mor (omend en smule jaloux over ikke at være blevet afbilledet glad med skovl), OG - det indrømmer jeg i håbet om en smule sympati - faktisk ikke ubetydeligt bekymret over monsterets størrelse (hullets 10-15 cm's dybde taget i betragtning) netop nu ALENE i en næsten mørk stue (fordi jeg heller ikke kan finde ud af at sætte lamper op) fordi lille b åbenbart er blevet store B, der åbenbart ikke længere behøver sove hos sin mor, omringet af mørk mørk have og regn

Opretstående islandsk lort

- Mor se, min kuka står op

fredag den 13. september 2013

Spredehagl over en lorteuge

Lad mig slå fast: Der ER rigtig mange gode ting at sige om livet som alenemor! MEN der er og bliver altså en udfordring forbundet med at ligge foroverbøjet ved wc'et med mavekramper OG lave havregrød, skifte bleer, klæde to små i tøj. For ikke at tale om at få dem fragtet til institution og sig selv hjem i seng. Fåk! En anden form for afskyelighed er det at finde sig ude af stand til at sætte længe-ventede støttehjul på sit barns cykel OG at udsætte turen til værkstedet på grund af, og her skærer jeg igennem igen: arbejde og sygdom. Dertil kommer det forbandede i midt i sin sløjhed at blive optaget af en latterlig facebookfejde, nej -ensidig tilsvining, af Bukdahl af Sabroe, og det burde ikke interessere mig, og jeg håber virkelig det har at gøre med mit ildebefindende at jeg i dén grad blev påvirket: jeg fik uendeligt ondt at Bukdahl (som helt sikkert er langt mere cool og ovenpå), blev bange for verden og alle de mennesker der fandt lejlighed til at lufte deres indre svinehund, Sabroe blev hyldet, hans datter er stolt af ham, skriver hun - i mit univers burde han have smæk og stuearrest og skammekrog - men stop! jeg vil jo ikke beskæftige mig med det, eller: jo, jeg tror det handler om angsten for folkedybet, svinehundene der stikker hovedet frem og bekræfter hinanden i at den angrebne har fortjent det, mens de skider og bider, ja: Jeg blev trist og bange (men jeg hører også til den blødsødne race der ikke mener at en tyv skal have hugget hånden af). Du DUR IKKE Hanne, du dur ikke til noget! har det runget i mit varme rundtossede hoved heldigvis lejlighedsvis afbrudt af flagrende lyserøde pelikaner, små fjollede søpapegøjer (som minder utroligt meget om min lille plumpe Dagur), som jeg har brugt det meste af denne slørede uge på til tågehornenes hyl og en skinger skogrende latter mellem fjer og vinger og store spidse næb, det mystiske er at midt i alt dette skrev bjørnen pludselig fra Paris, at der fløj fugle ind af hans åbne vindue, at han havde feber og var bange, og jeg fik på fornemmelsen at der var magter større end Sabroes ego på spil. Apropos mandsegoer og den slags: Den eneste gang (hvis jeg må skære igennem igen) jeg har været rigtig høj på ayahuasca blev jeg angrebet af en overdimensioneret tukan med et næb på størrelse med vælg selv hvad

onsdag den 11. september 2013

Og så lidt riverdance

Bare lige til at tage toppen, step till you can step no more, hold overkroppen i vater, prøv ikke at smile, lad benene gå som trommestikker, se selvsikker ud, fløjt ikke, tænk ikke på softice, lad kramperne i læggene være en del af oplevelsen, drøm dig ikke væk, undlad at tage en cigaret i pauserne, gør dig ingen anstrengelser for at tale med irsk accent, vær i nuet, nyd lyden af stepskoene mod gulvet. Sådan.

tirsdag den 10. september 2013

apropos telefonen wake-up call before you gogo moshi moshi I understand it all very well my dear

jo jeg forstår godt at man ikke kan ikke-have en tlf ligesom jeg sagtens forstår at en ostehøvl ikke er en paletkniv at skærebrættet ikke er en bordskåner ligesom en avis ikke er ligesom et viskestykke ikke er et håndklæde ligesom man skal køre med cykelhjelm og spænde bæltet og hjelmen og slukke for musikken og sørge for at have den rigtige adresse det rigtige navn på døren og postkassen og visakortet og kørekortet og masterkortet og det gule kort og det blå kort og det røde kort og det grønne kort og rudekuverten og rykkerkuverten og inkassokuverten og indkaldelsen til byretten til afsoning til skafottet  jeg forstår det alt sammen vældig godt ligesom jeg forstår at det er vigtigt med blodsukkeret og kolesteroltallet og fedtprocenten og kilometertælleren og vandregningen og bruttonationalproduktet og væksten og den månedlige ydelse og den variable rente og den ikke-variable rente og efterårets hestehale ja tak til reklamer bo bedre med sex på køkkenbordet med strammere kusse med de forenede nationers våbeninspektører med mulighed for indgriben med kemien mellem verdens store ledere mellem hvem der fucker hvem mellem hjelmen og den indre orden jeg forstår det hele vældig vældig godt

Ikke-faktuel nervøsitet

Mand til bibliotekar: Er det her altsammen, hvad hedder det, ikke-faktuelt?
Bibliotekar: Ja, det her er skønlitteratur.
Mand skynder sig ud.

mandag den 9. september 2013

Og så er det mandag

Og op og på arbejde, passe dagens dont, kede sig kvart ihjel, være træt. Jeg trækker tarotkort, de er begge trumfer, magikeren og narren, de lover en lys fremtid. Nu regner det, og jeg har lyst til en lur, og mine tæer er sure, og jeg burde på apoteket. I går sad jeg foran en bar i Paris og suttede i en vand i solen.

lørdag den 7. september 2013

I like to scream the truth

du bliver liderlig når du ser imponerende bygningsværker. du har fået fortalt at det kan hænge sammen med at fascinationen af store frembringelser sidder i samme område af hjernen som lystcentret. de har en bog&ide i vibycentret som du ynder at besøge, men du har ikke været der længe, der ligger også en tiger. du vander dine blomster med frygt og en veludviklet sjette sans, avisen ligger urørt. hvad er det du er bange for?  da du sidst var i Paris, genkendte du meget lidt. du sad i lejligheden i belleville og kiggede i gæstebogen, du gik ud på baren ved siden af, der stod en sortøjet pige på gaden og skreg: this is a dirty announcement. du så på hende, rev ned i hendes bluse, så hendes bryster kom til syne, du hviskede: silence, s'il vous plaît. jeg savner dig. jeg har ikke flere minder. Im just a victim of my time, Im just horrible uden dig. It get's me down, og jeg er løbet tør for rød lm, fuck gauloise, gem dine skåneærmer til nogen der sætter pris på dem. undskyld, jeg er vred. vis mig dine frimærker.

torsdag den 5. september 2013

Det hele var ballade:

Først besluttede jeg at den karton vin skulle tømmes og smides væk før min mor kommer i morgen, så var der mere i end som så, så droppede jeg, nej! så gjorde jeg en undtagelse fra mit fortsæt om ikke at gå på nettet om aftenen (til fordel for bøgerne!), så skrev jeg chatbeskeder til både x og y og z som der går år og dage imellem jeg ser  og taler med, og jeg var virkelig ved at have fået rigeligt af den vin der, det var svært at ramme tasterne, de var væk, sagde y da jeg spurgte hvor de var, og så svarede z at hun var flyttet fra mand og børn i går og sad på en hede i et sommerhus og vidste virkelig ikke hvad det skulle ende med, og så skrev x at hun havde en bankdirektør i røret, at han ville hende noget men at hun virkelig ikke vidste (jeg sagde hun sku få ham til at ringe til mig), og så svarede z at nu var hun gravid men ingen vidste det endnu og hun skulle tidligt op i morgen, og det skulle de allesammen og så sad jeg her på den rigtige side af midnat med bare bloggen og den gamle gamle vin GO NAT!

Ladcyklen

Hele dagen har min NYE EL-LADCYKEL (som jeg bestilte da jeg opgav ideen om privatbilisme) skrumlet sig ind i alle mulige tråde på fjacen, den har simpelthen ligget på lur har den og ved enhver given - og som oftest temmelig søgt - lejlighed, har den altså skrumlet og anmast sig, hvorefter jeg har måttet hive og mosle for at få den ud igen, og det har jeg så gjort. Nu har problemet - hvorvidt dette cirkus skal fortsætte - imidlertidig løst sig selv i og med at batteriet har vist sig at have sine begrænsninger, hvilket er utroligt ærgerligt når man kæk og fro har strøget ned (ja: NED) til Brabrand Søen for fuld batteriskrue og klokken nærmer sig seks, ulvene i ladcyklens enorme kasse for længst er dukket op, for længst har spist pølsehornene, og for længst har nægtet at betragte riskiks som trøst for noget som helst, og man erfarer at det er slut med strømmen. Det er bogstaveligt talt OP AD BAKKE

EN NY ALVOR

har indfundet sig i min hverdag efter at jeg efter grundige selvransagelser har betakket mig for en arbejdsplads på ellers meget dejlige - og det er jo også det der er problemet: Jeg frabeder mig venligst al dejlighed - Godsbanen med mulighed for sparring og udveksling og andre kunstarter og det hele, og det er muligvis mig der er dum og ikke forstår en hel masse, ikke desto mindre fortsætter hverdagsflakkeriet herude in da west, -daskeriet kunne en udenformigbefindende måske finde på at mene, mellem kolo, City Vest, Gellerup Bibliotek og Bazaren, og jeg indrømmer: jeg skal virkelig insistere for ikke pludselig at finde mig selv rodende i en kasse med tre trusser for en hund, gumlende på en hindbærsnitte til en femmer eller fristes  af ti bananer økoløkikus. For slet ikke at tale om rygesalonen i Café Roma, libanesisk burger til en tyver, Blichers samlede værker med illustrationer i genneren, alle de samtaler på borgerservice, som også er biblioteket, man ikke bare fristes til at skrive ned, som man rent faktisk skriver ned i skjul bag en avis eller kasse med udtjente bøger til 25 kr. posen (jeg har allerede fyldt tre poser)

mandag den 2. september 2013

Og en anden én har købt flybillet til Paris


Det var en spontan hverdagsbeslutning. Jeg flyver fredag med the big B. 

FORDJÆVLENDUSATANIALLEHELVEDESRIGER

..hvor er jeg bare pissemandagsogtværsigennemeksistensenpissesur over den elendige ansøgning som jeg brugte weekenden på at skælde mine drenge ud over at skulle lave, og som blev netop så elendig som jeg havde redt op til og for f... hvor er det bare ærgerligt, jeg kan slet ikke forestille mig hvilket job jeg i virkeligheden er i stand til at varetage men det må jeg virkelig se at finde ud af kan jeg forstååååååååÅÅÅÅÅÅHH

lørdag den 31. august 2013

Det føles som hverdag

men det er lørdag. Derfor dette intermezzo:













Nej, dette:







Nej, dette:

Denne evindelige trang til at lægge mig et vilkårligt sted og sove

Jeg har ikke sovet i flere måneder. Nu har jeg lyst til at lægge mig alle steder. Jeg vil lægge mig i skødet hos en fremmed kvinde på en bænk. Jeg vil lægge mig ved alle nedgange til søerne fra Dronning Louises bro. Jeg vil lægge mig foran SuperBrugsens indgang. Jeg vil lægge mig i Dagny Svendsens hængekøje. Jeg vil lægge mig på Færgen Sjælland. Jeg vil lægge mig i randområder, i Randers regnskov, i Ribe domkirke. Jeg vil lægge mig blandt får. Jeg vil lægge mig på en af Det Kongelige Teaters scener. Jeg vil lægge mig på bagsædet af en Citroen 2cv. Jeg vil lægge mig under en presenning i Trylleskoven. Jeg vil lægge mig mellem bautasten. Jeg vil lægge mig i vaskestolen hos Frisør Tutter. Jeg vil lægge mig i en cirkusvogn. Jeg vil lægge mig bag et fyr. Jeg vil lægge mig bag en fyr. Jeg vil lægge mig i sidevognen på en Nimbus. Jeg vil lægge mig på en tømmerflåde. Jeg vil lægge mig på fjorten flamingoplader. Jeg vil lægge mig i en boks på galopbanen. 

Kamptræning og oplæring

Min ven og antropolog Anders sidder og taler med min 3-årige Björn, ord som fødekæde, Knud Rasmussen, udriggerkano, Ny Guinea, gaveudveksling, Melanesien, Grizzlybjørne, nordlige Alaska, vinterhi, kamptræning-og-oplæring hænger i luften.

fredag den 30. august 2013

Monique



Jeg gik forbi en plakat af Monique Spartalis, da jeg var på vej hjem fra et netværksmøde. Jeg så ikke, hvad hun blev brugt til at reklamere for. Jeg tænkte: jeg ved kun, hvem Monique er, fordi mit musikhold i gymnasiet af en eller anden grund var med til at udvælge hvilken sang, der skulle være den første single fra hendes nye plade, dengang hun var spritny og up-and-coming. Det blev denne her. Det var vist også den, jeg stemte på.

Velkommen til Anders og Tom Waits og Søren Spætte












I aften kommer min ven Anders på besøg, hele vejen fra Oslo, og jeg har købt delikatesse-oste og knækbrød og spegepølse og økologiske nektariner og chokolade og vin og smøger og to belgiske øl, og jeg glæder mig rigtig meget (så mangler det bare at han er blevet gravid eller afholdsmand eller et eller andet deroppe i Norge), jeg har ikke set Anders i flere år, kan det virkelig passe, ja, ikke siden Moesgaard Strand for to somre siden, selv om han er en af mine bedste venner, kan man sige det, ja, det vil jeg sige han er, selvom jeg ikke bryder mig om at rangere mine venner, det er jo ikke en konkurrence, måske burde jeg ikke have sagt det, nogle gange kommer jeg i tvivl om, hvad man egentlig kan sige, apropos det er jeg ret spændt på - og lidt nervøs for - hvad jeg dog kan finde på at sige, det er ikke så tit jeg sidder sådan og taler, jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet og talt med et voksent menneske uden at det har været et møde eller et familietræf med unger over det hele. Jeg har også sat (endnu) et billede af Tom Waits op (som jeg længe har villet sætte op) fordi Anders nu kommer, og et af Søren Spætte, men jeg er ikke færdig med den forbandede ansøgning til kunstrådet endnu - hej blog!

torsdag den 29. august 2013

Man vs animal og apropos astronauter

Det var sådan en slags udsendelse, altså man vs animal, der gav mig idéen til at skrive en bog om en kanonkonge (den idé er endnu uforløst). Man sammenlignede fx bjerggæslinger og basejumpere. Når de små gæslinger skulle flyve fra reden/klippen, kunne de puste sig op og lande uskadt tohundrede meter længere nede. Og basejumpere havde så faldskærmen. Det virkelig interessante var så, da man sammenlignede klikbiller med kanonkonger. Når klikbillen faldt ned og ikke landede på benene, måtte den for at vende sig om klikke sig selv for at skabe rotation. Nogle gange skulle den forsøge fire-fem gange, mens den påvirkede sig selv med sindssygt meget g-kraft i klikkeprocessen. Over for den havde man så kanonkongen, der ikke blev påvirket med så meget g-kraft, som man umiddelbart skulle tro. Man estimerede, at der havde levet halvtreds kanonkonger, hvoraf de tredive var døde under et kanoneventyr, ikke ved at blive skudt ud af kanonen, men ved at ramme ved siden af nettet.

Skriv under her

på hvad som helst og glem så alt om det igen.

20 Spørgsmål til Astronauten:

1) Hvordan laver du når du ikke forbereder dig til rumfart?
2) Går du i Lidl?
3) Tror du på engle? Blomstrende æbletræer i måneskin?
4) Har du en lænestol?
5) Drikker du vin?
6) Hvis du blev bedt om at tage på en rummission, der varede de næste tyve år til gavn for videnskaben og i sidste ende måske hele menneskeheden, hvad ville du så gøre? Hvis den varede 50 år?
7) Hvad synes du egentlig om Rumrejsen 2001? Solaris?
8) Havde du en god barndom?
9) Er der noget du er ked af?
10) Har du også fantastiske oplevelser, når du ikke er i en hule 1 km nede i jorden, i en dykkerklokke i havet eller i en russisk centrifuge, der simulerer vægttilstande i rummet?
11) Er du utopist?
12) Er kærlighed til menneskeheden en drivkraft for dig som astronaut? kærlighed til videnskaben?
13) Kan du nævne en jordisk beskæftigelse, der kunne minde om at styre robotarmen på den internationale rumstation ISS?
14) Har du en kæreste?
15) Hører du elektronisk musik?
16) Kunne du godt tænke dig at komme på rumvandring med din kæreste?
17) Kunne du forestille dig at have en kæreste, der ikke var interesseret i at se kæmpelynene Røde Sprites og Blå Jets skyde ud i rummet?
18) Er der en chance for at du kan løse klimakrisen?
19) Kan du lide børn?
20) Må jeg ringe?

ASTRONAUT/ KOSMONAUT/TAIKONAUT/VYOMANAUT: REJSENDE I UNIVERSET: STJERNESØFARENDE STJERNEFAR(ER) Andreas Mogensen


...bare et forslag, hvis du læser med Andreas Mogensen-astronaut-og-første-dansker-i-rummet, til at peppe dit navn og titel lidt op:
Andreas Mogensen Rejsende i Universet Stjernesøfarende Stjernefar(er)

onsdag den 28. august 2013

Lykkens Pamfilius

Jeg indrømmer det er mig: Lykkens Pamfilius: fri af ægteskabets åg og latterlige illusioner, moder til to - om ikke lykkelige så i hvert fald heller ikke tåbelige - blåøjede ynglinge, SOVENDE ynglinge og hva mere, hva sagde du mor, hva sagde du? øv det forsvandt, det var der lige før, da jeg stod der henne ved vasken ved alle mine forskelligtfarvede krysanthemummer og smurte mig en honningmad, skænkede et glas mælk og konstaterede at drengene var faldet i søvn, at jeg ville kunne holde mig vågen de næste to timer, at jeg allerede har skrabet det meste havregrød og indtørrede spaghetti med ketchup af gulvet og spisebordet og tørret med en klud, at jeg skal skrive videre på brevet til astronauten (åh ja), det var netop da ordene LYKKENS PAMFILIUS kom til mig

Som sagt stiller jeg mig ofte uforstående over for mit talende - for slet ikke at nævne RÅBENDE - jeg

Luften var tæt af hvide fnug fra gederams og vilde tidsler da vi på vejen hjem fra børnehaven kom fri af træerne og buskadset ved Tovshøjskolen og ud i de åbne bakker. - Sikke mange fnug der fyger i luften, sagde jeg, og det slog mig slet ikke, at jeg lige så godt kunne have talt serbokroatisk, at Bjørnen ikke forstod andre ord end mange og luften, at det var det det betød, når han vedholdende spurgte: Hva mor hva? indtil jeg bogstaveligt talt brølede min besked ud i Hasle (affalds-)bjerge, så det med garanti gav genlyd i hele Gellerupparken, Holmstrup og Bispehaven: SIKKE MANGE FNUG I LUFTEN!!  GEDERAMS OG VILDE TIDSLER!!!!

Stjålet fra facen, apropos den forbandede krig

Pablo Llambias Praksis: Det ligner en mediekampagne op til en militær intervention: "USA opsnapper", "Assads lillebror mistænkes for", "Søvndal kræver klare beviser før indgreb i Syrien". Det virker "uundgåeligt". De kan godt lide, at vi også synes det.

Martin Glaz Serup: Se også forsiden på Politiken; det er som et computerspil, så er vi igang igen.

Jesper Lützhøft: Det kører helt efter bogen. Bare en helt forkert bog.

Martin Gregersen: Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der er det rette at gøre i denne situation, men jeg bryder mig ikke om tanken, at en krig er uundgåelig, at en krig er den eneste løsning. Jeg bryder mig heller ikke om, når man på pol.dk kan læse, at formanden for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Mette Gjerskov (S), siger, at det blot handler om, at danskerne skal vænne sig til den nye situation (http://politiken.dk/indland/ECE2060238/s-danskerne-skal-lige-vaenne-sig-til-tanken-om-at-gaa-uden-om-fn/). Hvis spørgsmålet om krig (med eller uden FN) kommer til handle om fortrolighed og vane, så bliver det i mine øjne farligt, for så er den kritiske debat og ikke mindst tvivlen fortrængt.

Karina Kring: Ja, det kan de. De er vilde med det. John Kerrys pressemøde mandag var ét langt, retorisk forspil til Obamas krigserklæring (klimaks). Point of no return bliver rapporten om våbeninspektørernes undersøgelser og fund. De er meget glade for berettermodellen ovre i det store USA. Keep it simple, så kan alle følge med i, hvad man skal mene om den sag...

Mai Misfeldt: Har samme fornemmelse af at tingene bliver kørt i stilling. Som noget vi har set før.

tirsdag den 27. august 2013

Vækkeuret

Jeg bruger min telefon. Der lyder en fin klokkespilsagtig melodi, som ikke kan genere nogen. alligevel er den aldrig velkommen. Jeg foretrækker at vågne selv og helst blive liggende og gasse mig.

Jeg/hun/det burde have sagt BOTANIKER

Havde mit snakke-jeg dog bare sagt BOTANIKER, at vi mangler botanikere i den hjemlige forfatterbestand, men DYRLÆGE, sig mig engang: Hvad er det for en litteratur jeg/hun/det efterlyser??

Sære fisk strømmer fra min åbne mund

Først var der det med manus'et som efter mit snakkende (det er med vilje der ikke står talende, og mest af høflighed der ikke står plaprende) jegs sigende skulle ligge klar om en månedstid, så tog jeg selvsamme jeg i at udbrede sig om Se og Hørs artikler (som jeg aldrig har læst en eneste af) som sociologisk set yderst interessante mytologier, og det ovenikøbet over for en af børnehavens pædagoger kl fem minutter i fem selv om min Björn for længst var den sidste (og pædagogen sandsynligvis for længst gerne ville hjem) og senest har jeg - over for Jette i forbindelse med det her Advisory Board, som mit snakkende jeg åbenbart også har meldt mig ind i - proklameret, at jeg personligt ser det som et mål at få flere dyrlæger og geografer ind i den danske forfatterstand

Skideballe til BT

"Vesten pusler med militært indgreb i Syrien" (overskrift i BT). OK BT, nu hører I efter: Et militært indgreb handler om at rigtige mennesker kommer til at se rigtige mennesker - fx egne børn eller søskende eller kæreste eller venner - lide og dø, at rigtige menneskers rigtige liv bliver smadret og fyldt med sorg og angst, og disse lidelser bliver sat i værk fordi fuldstændigt tilsvarende lidelser allerede er sat i værk af nogle andre, og det er så forbandet det hele, og det er simpelthen kynisme ud over alle grænser at bruge ord som "pusle" i denne forbindelse, I får krig til at lyde som en hyggelig hobby, nu må I tage jer sammen! Sprog skaber også verden.

15 min til kyllingesalat

Jeg har lyst til at græde, og nej, det er ikke en reference til noget med hønsesalat og at lede efter et godt sted at græde. Jeg har vitterlig lyst til at græde, og Utterslev Pizzaria har min kyllingesalat parat om femten minutter. Der er ikke noget galt, der er alt galt, der er ikke noget galt. Jeg trak et tarotkort, ypperstepræsten, der stod, at hvis jeg var kvinde, handlede kortet om, at jeg skulle connecte med min handleside. Kortet havde ret. Jeg trak et andet, et ærkeenglekort, og der stod, at jeg skulle spread my wings and soar, og det er også rigtigt. Nu tager jeg tilløb til at sprede mine vinger og handle. Men først skal jeg hente min kyllingesalat.

mandag den 26. august 2013

Nu det med opmærksomheden

Jeg vidste, hvad den unge mand, der sad ved siden af mig i toget på vej mod Fyn, brændte for, jeg vidste - baseret på lidt trommen med hænderne - at den unge gut med selerne i brugsforeningen måtte spille congas, og jeg vidste, hvordan kæresteparret ved bålet havde mødt hinanden. Den slags oplevelser skyldes ikke clairvoyante evner eller intuition, sagde PF, de skyldes opmærksomhed, øget opmærksomhed.

Hverdagsdag

Fænglet ser godt ud indefra. Vi rasler med nøglerne. Væver fem papegøjer der gør det ud for udsigt. Klemmer lidt pasta ud af tuben, vasker fjæset, beder om mere fritid, beder om godt vejr. 

Der var en sølvfisk på toilettet

Jeg gjorde ikke noget ved det/den. Jeg tænkte ikke: it's your lucky day, punk, jeg tænkte mere: jeg vil gerne i seng.

Opmærksomme Methe misser 500 sæler, mindst (red.)

Jeg er hjemvendt - nu også fra Fanø og Fyn - og jeg så ingen sæler, fordi jeg ikke havde tid/gad tage mig tiden/gad bevæge mig så langt som derud, hvor de ligger på rad og række, mindst femhundrede, sagde dem, der havde set dem. Jeg er inde i en clairvoyant stime, eller skulle jeg kalde den intutitiv, eller skulle jeg kalde den en opmærksomhedsstime? I hvert fald har jeg i den seneste tid - og også bare inden for de seneste tre dage - været temmelig opmærksom.

Advisory Board, Afbrændte Knallerter, Slikkepind og Kloakservice:

Dagen so far i stikord og henkastet rækkefølge (slikkepinden vil jeg komme nærmere ind på en anden gang!)(ligesom de afbrændte knallerter)(kloakservice er jeg i tvivl om)

lørdag den 24. august 2013

Spontan deadline afsløret spontant, (bemærk venligst at et komma IKKE er et radikalt punktum) for dansklærerne

Men selv om det ikke er hverdag, så sidder jeg som sagt her og plaprer, det er nødvendigt, jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg føler mig som den eneste i verden, der ikke er til Louisiana Litteraturfestival.
Jeg har ellers allerede sagt rigeligt idag, skal jeg fortælle hvad jeg fx har sagt? Fx sagde jeg til dansklærerne, at jeg nok kunne aflevere manus til min redaktør om en måned.! .... !!!! ....!!!!!!!!! Shit. Sagde jeg det? Ja. og så sad jeg der og fortalte alt muligt om det manus. For F... Nå. ÅÅÅÅÅhhhh. Jaja. Så lød det hele lige så fint, eller rodet, total volapyk, eller noget. Så sad de nok lige og tænkte: Hold da kæft, hun har jo ikke styr på en skid. Sad de og tænkte det? ........ PUUUHHH hvor er her varmt. jeg tar lige et glas vand. Bumbumbum. En måned...kan jeg virkelig nå det?

DSB udrydder enhver tvivl (der må ikke hverdagsblogges på en lørdag)

En lørdag er IKKE en hverdag og så alligevel sidder jeg her og plaprer , jeg har sagt det til mig selv flere gange: En lørdag er ikke en hverdag, har jeg sagt, - Arrgh hvad? Er du sikker? Er det ikke bare søndag der ikke er, i gamle dage gik man jo også i skole om lørdagen, og butikkerne, der er masser af mennesker, der går på arbejde om lørdagen og.... - Nej! Jeg ved det, det står også i togplanerne: Lørdag OG hverdage står der.
- Nåh ja (øv)

fredag den 23. august 2013

Det store U

Der burde stå U i såvel Uomgængelige som i HverdagensU.blogspot.etc. Jeg beklager og venter spændt på Methes evner hjemvendt fra Fanø

Rasmus Trilling, en dedikation

Jeg stod netop og var ved at koge spaghetti, da telefonen ringede, nåh nej: skrive et blogindlæg, selvom jeg havde besluttet at lade være, da Methe skrev at Rasmus Halling opfordrede os til at blogge videre, og først troede jeg lige hun mente, at VI ALLE TRE skulle blogge sammen, men det var selvfølgelig alt for vildt at tro det, men også vildt nok med sådan en opfordring fra selveste Rasmus Halling som jeg derfor vil skynde mig at trillingededikere denne blog til, jeg har mistet overblikket over trillingebilledet, men en anden trilling er selvfølgelig Methe, en tredje mit bloggende jeg - så var det heller ikke sværere - som var i fuld sving med at underkende min beslutning om forsagelse af det fornøjelige/djævelske bloggeri/tøjeri, da treenigheden opstod udenom denne. og nu til noget helt andet: Det store U!

Her investeres massivt i hverdagene:

- 1 Family Rider El Classic bestilt
- Nyt billede over spisebord
- 1 ton sand i kasse bestilt
- Toiletpapir indkøbt
- Chrysantemum i  lys lilla, lidt mørkere lilla, orange, mørkerød og hvid indkøbt og sat i potter
- Opvaskemaskine bestilt

To do:
- SKRIV
- (slå græs)

Er Afrika en flettet kurv på hovedet

...eller en batikimiteret kjole fra H&M eller et par sorte (nylon)ben, for det er vel ikke solen i Hasle Bakker der for en netop Islandshjemvendt føles varm og sydlandsk men vel ikke for to ældre vestårhusianske mænd der med garanti ikke har rejst uden for rigets grænser med mindre ja de måske har været en tur i Alanya, men uanset hvad har de helt sikkert været temperaturer igennem som på ingen måde lader dagens tyve grader sende dem direkte til Afrika, tilbage til kurven: Jeg havde netop købt en flettet kurv og to sæt sengetøj i genneren i bazaren, lagt sengetøjet i kurven, sat kurven på hovedet og var på vej hjem mod kolo, da jeg gik forbi en ældre mand på stien, hvorefter han åbenbart gik forbi en anden ældre mand som åbenbart gik bag mig, og så var det bemærkningen faldt, i mændenes krydsende øjeblik, jeg gad godt have set scenen udefra, hvordan blikkene faldt, hvordan ordene blev afsendt fra den ene ældre mand IKKE til mig men til den anden ældre mand, som var de pludselig bragt i samme skæbnens båd her ved højlys dag midt i Hasle Bakker:  DET ER LISOM I AFRIKA, sagde han.

Indledende og ubetydelige bemærkninger om blandt andet de stakkels fjolser: kritikerne


.. blabla

som jeg sagde til min veninde Caroline Albertine som har en søn der hedder Ivan, som jeg længe virkelig ønskede at kalde min første søn, som jeg selv længe blev kaldt, som faktisk var mit gennem tiderne absolutte YNDLINGSkælenavn, som jeg fik fordi jeg altid gik med en grøn hue som min veninde Nina syntes fik mig til at ligne en russisk lommetyv, det var dengang Nina og jeg ofte badede i havet og violinerne sprang og bålene på stranden og vi drak en masse dyr vin som Christian havde købt  og vi insisterede på at det smagte af RÆVEPIS mens vi hældte det i os og det var Moesgaard Strand og der var morild i havet om natten, som guldomspundne tråde ud af vores fingre åh ja åh ja, det jeg sagde var: Kritikere er bare nogle stakkels fjolser lisom alle os andre, husk det! fordi Caroline var nervøs, fordi hendes bog, som jeg virkelig synes er meget skøn og særligt ensom følsom, og fx er der også noget med tråde, som jeg husker ganske tydeligt selvom det nok i hvert fald er et år siden eller mere jeg læste det manus dér, det er noget med sperm i tråde ned ad benet, og så siger jeg ikke mere, det er Pura Vida! som udkommer lige snart, og det var derfor jeg sagde det, det med kritikerne og fjolserne og alle os andre, husk det! sagde jeg og citér mig aldrig, sagde jeg også, men nu er mit netop-nu-skrivende-jeg åbenbart så tilfreds med sine udsagn at det slet ikke kan lade være