Pop-up-prop.

Jeg har det med at drømme om jordbærskum og solbærtoddy, og man kunne fristes til at sige, at det er dumt (grænsende til det stupide), når nu det meste heromkring smager af tørkiks: du spørger ikke en bedemand, om han vil donere en kiste, vel?, og du beder ikke gud om, at få dig til at tvivle, eller måske gør du, men han svarer ikke,

Og lige nu sidder jeg med en tvivl så fundamental, at den ikke er til at tro på, og om lidt rejser jeg mig og gør ting, fordi det er sådan, jeg gør, når ingen svarer og der ikke er noget eller nogen på vej,

Så retter jeg på bunkerne, eller vender indhold i skuffer, så tjekker jeg mobilen og skifter sengetøj, så lader jeg som om, jeg forundres over frostens mønstre og griner, fordi alternativet er at flæbe, og kald mig bare en permapatetisk pis-and, det er alligevel ikke helt ved siden af, men jeg er gul og af plastik og har røde læber, og jeg flyder ovenpå som en prop, og det er vel også en slags hverdag, pop-up-prop i plastik, ikke?