fredag den 15. november 2013

Hverdagssavn og hud af uld.

Et apparat tæller atten besøgende, men ikke hér, og jeg er fuldstændig klar over, at gærdet er lavest, der hvor alle andre står, og at det er derfor, der hoppes og heppes alle andre steder, end hos mig.
Imens brænder jeg ned, småt og bart, og kradser i huden, som om den var af uld, og jeg savner sindssygt, aldeles sindssygt, nogen, der kan få mig til ikke længere at savne så aldeles og så sindssygt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar