tirsdag den 28. januar 2014

WwW

Jeg har tænkt på at dække min hud med tyl, og jeg har tænkt på at opfinde en farve, og jeg har tænkt på mælk og citron og usynlige mærker, og på bark, jeg har også tænkt på bark, men mest af alt har jeg tænkt på dig, om du findes, om der er mere end hér og dér - og hvor stort er det der "allevegne" - egentlig?

PS: Resten tager vi senere.


onsdag den 8. januar 2014

hvordan det går?, det går sådan cirka ret præcist fuldkommen ad helvede til, jeg kunne formulere det pænere, mere mystisk, mindre nøgent, som et ornamenteret helvede?, nej vel, erkendelsens bare røv er glat, glat som en barnenumse, som et stolt kontinent af is, der langsomt tør, først pakis, så grødis, så bare grød, grød, grød så uendeligt, at man bliver vanvittig, hvis man prøver at begribe det, præcis som med universet, man må ikke tænke over den slags, stjernernes forsinkelse, rummets afsindige umulighed, nej man bliver skør af den slags, jeg er ikke skør, jeg er ikke skør, jeg er ikke skør, jeg er bare nøgen i en grad, så jeg ophører med at være.

lørdag den 4. januar 2014

Skum

Den årstid, hvor jeg ser så dybt i en dørspion, at jeg forelsker mig i rummet bag, hvor jeg glor så længe på farver, at de tager form af figurer, hvor jeg svarer mig selv på spørgsmål, jeg ikke stiller.

Hvorfor bliver jeg ved at skrive i en dagbog uden blade, år uden dage ind?

[Jeg har tømt en pose skumfiduser i løbet af natten, det er sådan jeg klarer mig igennem. Dagene]