tirsdag den 24. december 2013

datomærket.

indimellem bliver jeg aldeles tudladen, så fatter jeg ikke hvorfor eller hvor længe og da slet ikke hvorfor, så sidder jeg med øjnene væltende ned af kinder og kan ikke følge med, jeg kan slet overhovedet ikke følge med, jeg kan ikke bære, alt det, eller det eneste, som jeg ikke bærer, men så forbandet gerne ville bære, og det er altsammen rystende småt i det store perspektiv, jeg er en nullermand i det universelle hjørne, og lige nu ryster jeg det hele ad mig, som skæl på en skulder, fordi jeg ved, at jeg ikke varer evigt.

onsdag den 4. december 2013

territorielt.

det værste er alle forbeholdene, ikke for meget og ikke for lidt, ikke for tungt og ikke for let, ikke for røv og ikke for nøgler, jeg mener, man skal sguda ikke sprede sine ben, hvis man er blufærdig, og lige sådan skal jeg ikke sprede mit pis, hvis ikke jeg vil forsvare mit territorium, forfanden, at tale og lytte til det samme ingenting, altid, som en kastralsanger i et rum uden resonans, lydene falder så dumpt til jorden, BUM, en en akavet flodhest i et fuglebur, jeg er mere pip end poppedreng, men jeg vil stadig gerne have sukker.