mandag den 30. september 2013

Bered mig et leje af vat

Jeg er et skvat. Faderen til mit kommende barn sendte mig et link til et eller andet økokollektiv i Hundested. Der var mange visioner, noget om at få ting til at blomstre på alle planer. Jeg læste: masser af fællesprojekter og hårdt arbejde. Så stod der også noget om en masse børn. Jeg skrev tak for linket, men at jeg i det store hele var for dovent anlagt til fællesprojekter, og at jeg ikke brød mig om andre folks børn. Det er en sandhed med modifikationer, men alligevel: jeg er ikke en almoderlig overskudstype, jeg er sær og fredssøgende. Jeg har erkendt det og fundet fred med det; jeg er en gevinst for et fællesskab i afmålte doser.

Christoffer Kragh Jakobsen

jeg kører hjem for at spise frokost, Jussi sidder op i sengen og læser, jeg kan se han er lindret, han smiler næsten, han har læst i Schade og kærligheden, han var en mærkelig én ham Schade siger Jussi, det er en stor kompliment, jeg kan se han har det bedre og jeg føler jeg har del i det, fordi han fandt bogen på min reol. Nu læser han Stein taler, det gør han altid, jeg spekulerer på hvordan han tager ordene ind når han har læst den så mange gange, om de bliver ved at give mening på ny, vi har to Stein taler, eller rettere: vi har en hver, jeg må huske ham på at tage sin med hjem når han rejser. Engang havde vi tre, det var helt uhørt, min veninde Sidse, som jeg i øvrigt, næsten Steinsk (omend den sammenligning er langt oppe i skyerne) har skrevet et portræt af og til, det lyder sådan her, nej jeg kan ikke huske det, og jeg var også ved at sige noget andet, det var det med bogen, Stein Taler, vi havde engang tre og min veninde Sidse kunne ikke få fat i én, hun havde spurgt alle mulige steder, så fik hun en af vores, det var bare det, at det var særligt at have tre bøger af en bog der ikke var til at få, nå, Jussi spørger fra sengen om jeg skriver en historie om en syg mand, jeg siger det var måske en idé, han vil gerne hedde Christoffer. Christoffer Kragh Jakobsen, nu synger Christoffer om en syg mand der gerne vil ud af sin krop, han mangler sin guitar, men han har det åbenlyst bedre, men ikke godt.

Sammenlignet med en sten er jeg et flagrende stankelben

Jussi er på besøg, han er syg, ligger i sengen på tredje døgn, ingen ved hvad han fejler, ud over depressionen og de andre psykiske lidelser, han har altid lignet Dostojevski af udseende, han siger det værker i kroppen og hovedet, tager panodiler hele tiden, i går kom han til at tage mit penicilin, to af gangen, og de er stærke, man må kun tage én hver sjette-syvende time, han lå i en døs det meste af dagen, Björn forstår det ikke, hvorfor kommer far ikke? Han er syg siger jeg. Far er syg. Han kan ikke høre hvad drengene siger, han kan ikke smile til dem, han befinder sig i sin egen sten, og vi kan ikke hente ham ud. Jeg er ikke sur på ham som dengang vi var gift, jeg bebrejder ham ikke, jeg beder ham ikke tage sig sammen. For min skyld, eller for drengenes. Jeg aer ham på skægget og siger det er synd for ham. Han siger han er træt af at være syg. Jeg siger jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham men at jeg har opgivet, jeg kan ikke hjælpe. Jeg spørger om han føler sig ensom. Han siger han ofte følte sig ensom sammen med mig, at jeg ikke var særlig sympatisk overfor ham. Det er rigtigt. Jeg går, tager drengene med, efterlader ham i sengen, vi hjuller gennem bakkerne, jeg knokler afsted, slår batteriet fra og okser op ad bakken så sveden springer

Om plads og mangel på samme.

Jeg har ikke sovet i nat. Det sker. Hvis man ikke sover, kan man ikke vågne. Vel? På et tidspunkt skrev jeg - i søvne? i drømme? - på Facebook:

"05:54
Jeg har drømt om for lidt plads, og du har bedt mig tage vare på det trange, du har bedt mig blive i bilen og spise abrikoser [af sorten Kyoto], du har bedt mig trække alting i langdrag, så det kan forsvinde mellem vores hænder, mens noget andet [mindre vigtigt, mere væsentligt] kan få plads"


 Det er længe siden, jeg har længtes efter at drømme, hvad jeg skriver, at jeg drømmer. Eller: det er længe siden, jeg har følt mig så vågen, mens jeg skrev, at jeg sov.

Nu er jeg bare frygtelig træt. Mit hoved hænger, min ryg er trist.

Mandagshad og det pinlige selv (?)(værd) og perlebygsblomsten - i FLOR

jeg tror nogle gange at jeg hader folk der kan sidde og udveksle perlebygsopskrifter i en sund andelsforening på Trøjborg eller Vesterbro, hvis ikke de er flyttet på landet i et bofællesskab sammen med en håndfuld familier der er ligesom dem selv: veluddannede, velmenende, veldrejede og ikke mindst i stand til at tale sammen uden at hæve stemmen ikke mindst om spelt og mælkeprodukter og det er slet slet ikke nødvendigt at nævne den hvide sukker, alt er knækket hvidt, naturligt, autentisk. Jeg ved ikke hvorfor jeg hader dem, hvis vi siger det er det jeg gør (jeg holder en lille dør på klem til et ædlere selv), er det så simpelt som jalousi, den gamle gamle, at jeg ville ønske det var mig der kunne sidde og udveksle de opskrifter bo i den andelsforening i det bofællesskab være veluddannet veldrejet velmenende behersket. at jeg ikke hele tiden følte mig i fare for at forsvinde ind i de store sten og nattekroge, er det virkelig så simpelt? hvorfor er jeg ikke bare ligeglad, lader dem have deres lorteliv i fred, tager mig af mit eget, Stine plejer at sige til mig: Hanne: De (og det er så forskelligt hvem det er jeg bliver anfægtet af, det er ikke altid speltsegmenterne) har et lorteliv, du skal ikke beskæftige dig med det. Hun er klog Stine, og kærlig, hendes bog (Min mor siger), som alle siger er så sjov, det er den også, men først og fremmest er den kærlig, den er noget af det kærligste, jeg savner Stine, hun siger jeg ikke skal tillægge lort betydning, at jeg trækker betydning ud af det ved ikke at bemærke det, det er rigtigt, Stine er klog og jeg er lille, idag: som en pissemyre!, er det det det (sikke mange det'er, det er næsten absurd) hele handler om, det forbandede mindreværd? utilpashed, også det at jeg hele tiden drages mod de store sten, at det er så svært at holde sig på den rigtige side af dem, ydersiden, at jeg ville ønske jeg var en perlebygsblomst? nej: at jeg ville ønske at jeg ville ønske at jeg var en perlebygsblomst - i flor. Ville jeg virkelig det?

søndag den 29. september 2013

Nu går det heller ikke længere med den slendrian

Jeg prøver at være venlig, men det går så dårligt. Håndlæseren sagde, at der ventede mange succesoplevelser i fremtiden, og hun har da sikkert ret, og vi bliver, hvad vi skaber og spiser, og jeg har lige spist indisk mad; gør det mig indisk? I hvert fald var det med kongerejer og halløj, min favorit, mad der gør mig glad. Min mave er udspilet, men det skyldes også andre ting, træg mave fx. Jeg skal snart flytte, jeg ved ikke hvorhen, det er en slags eventyr - og dog. Jeg er begyndt at gå mere; det gør mig ikke til Tomas Espedal. Ingenting gør mig til noget, intet definerer mig. Jeg er en omvandrende skygge (af mig selv), men mere glad end jeg lyder. Efteråret har været gavmildt, min eneste anke er kulden, der altid følger med. Jeg er ikke god til at fryse.

lørdag den 28. september 2013

Teori som praksis.


Forskellen på et punkt og en prik er horisontal. Jeg har ikke tid til at dvæle mere ved det faktum.
I stedet for skriver jeg "her" og "nu" og øver mig i tilstedeværelsen som praksis.
Ja.

Idag er jeg Daniil Kharms

A self-portrait of the author, 1932. “I am interested only in nonsense, only in that which has no practical meaning,” he wrote in 1937.Hængt i DSB klarer jeg mig IKKE frem til udstillingen på HAVNEN, jeg må HJEM i SENG efter en sen oplæsning på STARS i Vordingborg, og jeg drak HVERKEN øller eller sprit, det er FRUGTSALATEN: penicilin, barnesyge og den gamle paranoia. HVORFOR er mit hoved dog så tåbeligt og sprødt?

OOH ALEXANDER PENICILILEMING

Jeg opdager at jeg ikke har blogget hele ugen, hej, dejligt at se jer, og dejligt at andre i mellemtiden har udvidet bloggen: DU SKAL KENDE MIG PÅ MIT MANGLENDE ANSIGT; LIGE DÈR; KAN DU SE? lyder det fra Louise Juhls manglende ansigt, nu er vi et ukendt antal (3) hverdags- og lørdagsbloggere med manglende ansigter, og hvis jeg så ovenikøbet kunne finde ud af at løbe fra, eller i hvert fald nedtone mit forbaskede jeg, men det kan jeg vist ikke, her har I mig igen, her er stadig nok at vredes væmmes klage over, fx har jeg ikke blogget hele ugen, der startede VÅNDENDE i fosterstilling bekravlet og beskriiiget af galloperende hals- og mellemørebetændelse OG to små drenge med lange negle SÅ: den lyksaglige penicilin ÅÅÅHH mand hvor er det LYKSAGELIGT! at være født i det 20. århundrede, virkelig, jeg kan bedst sammenligne med følelsen under fødslen når hovedet kommer ud og man ved der er liv, sådan er det med penicilin, ovenikøbet dejligt omtåget, som i en lettere hashrus, oooh verden jeg er zen, ALEXANDER FLEMING DU STORE, jeg bøjer mig oprigtigt og dybt i støvet og asken fra århundreders infektionsramte og -underbukne stakler, NU hjuller jeg atter lykkeligt opstemt frem og tilbage på stien gennem Hasle Bjerge og Gellerupparken til Børnehaven Mågen og Vuggestuen Lærken, i denne uge med min store-lille-og-også-sygdomsramte-og-pencilin-begavede Björn frem OG tilbage. Frem og tilbage.



fredag den 27. september 2013

Og den slags.

Det kan godt være, at jeg går forgæves. Måske er netop forgæves den eneste vej at gå:
ingen arme ingen ben ingen øjne
Ingen ting, der kan stå i vejen for at mærke den hud, der snører sig sammen om mit hoved og ligner et ansigt. Du skal kende mig på mit manglende ansigt, lige dér, kan du se?

onsdag den 25. september 2013

I dag er det bedre

Jeg har fået massage. Jeg har fået massage af Christian på 27. Han var fra Spanien og goodlooking og så havde han humoristisk sans. Vi talte om Julio Iglesias. Han var en fantastisk massør, og det var ikke dyrt. Jeg fik en regning, så jeg ved, der bliver betalt skat.

Fingerbøller i bredformat.

Jeg er vågnet med en sølvsmed under neglene. Bogstavelig talt, en forlænget finger med vinger, der peger og peger og siger ”Appelsiiiiiiiiiiiiin”.
Og jeg prøver virkelig, at smile og sådan. Mens et andet sted er der ord, ord der former sig som talebobler, der presser på indefra, inde fra mit hoved måske. Kæmpestore bobler af detenehed og detandethed men mest af alt af ømhedhed.

Hvis jeg var en bi, ville jeg æde så meget lyng, at jeg eksploderede i lilla.

tirsdag den 24. september 2013

Sur, sur, sur, lille bi omkring

Jeg frygter ikke for de vilde drenge, og jeg længes efter mark og enge. Efteråret er pænt, men jeg hader at fryse. Og så længes jeg efter sommer eller ideen om sommer, og sommerhuset på Hanevej, der danner ramme om de allerbedste barndomsminder. Jeg er nostalgiker om en hals.

Test.

Der burde være nogle, der skrev. Om navne på blomster:
Ibelone-øje, Aerteminde-fod, Szesze-urt.
Eller om efteråret i det mindste, med dens pissebanale skønhed: åååh løvfalds nøgenhed, åh blottede parkacoatøjne.

 Men det er ikke det, der står. På journalerne vi gemmer væk; de ticifrede facitlister på lægelatin. Vel? Der står sgu ikke så meget om hulkortsmelankoli eller om en alvor så ironisk, at vi må grine ad den. Ha!

fredag den 20. september 2013

Double up til Syrien, Bitre Hvedebrødsdage og Danmarks sjoveste bog (mit forsvar for denne opblæst-kække overskrift er at jeg sidder alene, bortset fra drengene som sover, i en mørk have i et næsten mørkt hus, og har kun de svulster jeg selv oppuster)

jeg vil gerne fortælle om noget smart jeg gjorde idag, men der er den fare ved det, at jeg kommer til at lyde frelst eller gud-forbyde-det politisk korrekt, nu vover jeg alligevel pelsen: Jeg gik ind i en genbrugsbutik for at købe varmt tøj til folk i Syrien fordi jeg har lovet at give noget til Kirstine, som er indsamler, på søndag, så fandt jeg nogle flyverdragter og tæpper og huer og gik hen til kassen og spurgte om det gjorde nogen forskel for prisen at det skulle sendes til Syrien, det gjorde det ikke men til gengæld sagde ekspedienten at pengene også ville gå til Syrien, og på den måde blir det jo en double up, 200 gange 2, og det er sgu da smart ik? Jeg er i hvert fald vildt glad for det, jeg føler faktisk at jeg har SPARET 200 kr. og derfor sidder jeg netop og tænker på om jeg dog ikke skal have en belønning for de sparede 200 kr. JO! i morgen. I øvrigt er jeg også godt og grundigt tilfreds med at jeg - nu jeg alligevel var der, i genbrugsbutikken - fandt en bog: Bitre Hvedebrødsdage og andre kærlighedshistorier fra hele verden udvalgt af Tove Ditlevsen og den har jeg nemlig netop lyst til at læse i sådan en fredag aften som i aften, og det vil jeg gøre lige om lidt, selvom det stadig er sludr-selv-dag, men først må jeg lige sige at jeg har bemærket at der i sådan nogle butikkers bogreoler altid står mindst ét eksemplar af Gustav Wieds Knagsted, og jeg forstår det simpelthen ikke, hvorfor står de der? er det kun mig og min far og måske Simon der ved at det er måske den sjoveste bog i Danmarkshistorien, ved du det godt Simon? Det er ikke Pasternak jeg mener, men jo nu jeg lige påkaldte dig, så osse dig (men du læser ikke min blog gør du?) (men ved du det alligevel?) Så er vi måske oppe på fire. Hvis den anden, altså den første, Simon også vidste det, gjorde du det? Anders! DU ved det, jeg har selv foræret dig bogen og befalet dig at læse og le!! Jeg har vist også foræret og befalet Simon, men han er ikke altid lydig. Det er Anders heller ikke, AK

Sludr-du-bare-løs-min-ven-dag og TREHUNDREDEHALVFJERDSTUSIND MILLIcentimeter tekst

Sig-mar-lii-en-gang: Hvorfor hedder det eN advarsel og eT varsel? Det er da underligt. nå. Så kommer dette indlæg bare til at hedde Et Varsel, så kan jeg ikke sætte adjet i parentes, det forpligter, men ok, så slemt bliver det heller kke, eller ulækkert, men laaangt, helt præcist 3,7 km, det jeg ville sige var at den sti, mellem kolo og børnehaven Mågen gennem Hasle bakker/bjerge alt efter ens dramatiske stemningsleje og Gellerupparken, har kaldt på min skrivende opmærksomhed lige siden day 1, som altså er for to år og fire måneder siden da vi kom til Århus, selvom jeg plejer at sige at vi IKKE er i Århus men i BRABRAND som helt uden sammenligning har ikke bare Jyllands men LANDETS (skulle lige til at sige VERDENS, men det var vist mest for stemningens skyld og det dramatiske stemningsleje apropos, trods alt) mest attråværdige poetiske historie (uuuhh hva har jeg sagt??), hvor kom jeg fra: STIEN, som jeg netop har GÅET igen fordi ladcyklen er på værksted, hvad var det jeg ville sige med det? nåh ikke andet end at den har kaldt på min skrivende (jeg har ikke mod til at kalde den poetiske selvom jeg helst ville) opmærksomhed siden day one, det har du sagt, ja, og varsle en tekst som under ingen tænkelige omstændigheder kan blive så meget som én millicentimeter kortere end stiens 3,7 km, hvor meget er det i millicentimeter: Tjoow milli betyder tusind, centi betyder hundrede, kilo betyder kilo, altså 3,7 gange hundrede gange tusinde, det vil sige 370 000 trehundrede og halvfjerdsTUSINDE millicentimeter tekst, som jeg altså først overhovedet kan gå i gang med, ud over den vedblivende travsken - hov det var en ufrivillig fusion, jeg lader den stå - og pedalleren frem og tilbage, når Begravelsen (ja så røbede jeg titlen dadadadaaa) og Mado som jeg påbegyndte for lad os se 3 (TRE!!) år siden, nå lad os se måske er det sådan en der skal barsle lidt længe, som et rugbrød fx, HALLOO! hvem snakker jeg egentlig til, er der overhovedet nogen der interesserer sig for det her. Ved du hvad det betyder ikke så meget, du befinder dig på din egen, og Methes, ja, blog, og her må du sludre så meget du vil og lige præcis om det du har lyst til uden at tage hensyn til eventuelle læsere, er det virkelig rigtigt? ja! det vil jeg sige ja til, selvom jeg engang imellem har haft visse forestillinger om kvalitet og læseværd. men ikke idag. Idag er sludr-du-bare-løs-min-ven-dag, NAIJS!

torsdag den 19. september 2013

Og jeg, den anden

Og jeg, den anden, er heller ikke stort mere munter. Jeg vil noget andet, noget mere, noget andet, noget mere eksalterende, noget, der får min sjæl til at juble. Leverpostej som en kedelig metafor for hverdag, not in my bedroom. Jeg kan godt lide leverpostej. Leverpostej med agurk, leverpostej med rødbeder, leverpostej med bacon. Jeg er single på nogleogtyvende år; jeg har prøvet det godt og grundigt, det er trivielt nu. Kedsomhed gør mig klaustrofobisk. Jeg vil ud, ud under åben himmel, synger Tøsedrengene. Hvem der kunne flyve. O at være en havmåge. O at blive kvalt i store tunge dyner af hverdag. Og gid patos var back in fashion. Jeg glæder mig over den manglende trang til at blive botoxet og fedtsuget back in shape, det er ikke det, det handler om, det er ikke der, hunden ligger begravet, stik mig et sæt koordinater og en bakke tomater. Og hvad skal hunden hedde, og hvad har den heddet? Vores Golden Retriever hed Mille, hun havde smukke øjne og et kærligt sind. Jeg er rørstrømsk.

latterlige og autentiske mennesker

Ikke at jeg vil afvise autentiske menneskers eksistens, ligesom jeg heller ikke afviser Huldurfolk og nisser og engle og spøgelser, eller væsener i rummet, det er seriøst jeg siger det, faktisk synes jeg folk er latterlige når de afviser den slags, altså ud fra den betragtning at mennesker der fuldstændig uden grund tror de har styr på hvordan verden er skruet sammen er latterlige. når det er sagt synes jeg også jeg selv på en god dag er latterlig, men det er af andre grunde

AUTENTISK ANTROPOLOG

AIJ MAND jeg HAVDE slukket for computeren og lagt mig til at læse, jeg har SÅ mange bøger i min seng, har lige fået en hel sending fra lageret og det er SÅ fedt og jeg vil slet ikke indrømme hvad det er for nogle titler jeg først nu læser og læser for det gør jeg og det er superfedt og ja jeg må tilstå: i dem allesammen på én gang og gad vist hvad det egentlig gør ved min læserforståelse, jeg håber stadig at begejstringen vil lægge sig så jeg kan gå lidt mere sindigt til værks og s'et her er IKKE et flertals (eller er det, hvad er det egentlig for en konstruktion vi har at gøre med her??) (det er vel det gammelnordiske genitiv-s som på islandsk) (nåh ja), og så kom jeg i tanke om at jeg slet ikke fik nævnt Marie lige før da jeg talte om det inautentiske menneske, og det skulle jeg selvfølgelig heller ikke, for hun er nemlig et AUTENTISK menneske, det har hun selv bekræftet på et jobsøgningskursus hahaha er det ikke sindssygt, altså ikke at hun bekræfter det, for hvad gør man lige, havd siger man, det er vel fuldstændig ligemeget når den slags spørgsmål kan stilles, men er det ikke sindssygt at en underviser på et jobsøgningskursus for HØJTUDDANNEDE kan finde på at spørge: ER DU ET AUTENTISK MENNESKE? Og så har jeg slet ikke sagt at Marie er antropolog hahahhahahahaha AUTENTISK antropolog.

inautentisk menneske, men ikke! emotional cripple

mit lortehelbred ser ud til at have stabiliseret sig, måske endda toppet, selvom det ville være så trist hvis det virkelig var sådan, i en leverpostejslunken normaltilstand, jeg gider ikke tale om det, der er bare én ting at sige: vaskemaskinen blinker, tøjet skal hænges op, jeg ved ikke om der er nogen der ikke har fanget det, eller nogen der har: jeg er IKKE tilfreds! Hvordan kan man bruge SÅ megen tid på at tørre havregrød af bord og gulv og stole og snavsede tallerkener og vasketøj og slatter med mælk og pølsestumper i krogene, og ved I hvad: her skal skiftes pærer, hænges lamper op, sættes flere hylder op, slås græs, klippes hæk, jeg skal anskaffe en telefon, en forsikring, et sammenhængende jeg, min ladcykel skal lappes, björnens cykel skal fikses, der skal sand i sandkassen, drengene skal have hjelme for livet som er så dødsensfarligt og vi har ikke været i svømmebassin siden Island og jeg er hele tiden i fare for at blive anholdt, i hvert fald er jeg skyldig i you nameit næsten hvasomhelst helt grundliggende i at være en inkonsistent person, et i dén grad inautentisk menneske og hvordan f.... pardon my french skriver man romaner på den måde, det må jeg virkelig finde ud af, jeg må have fat i den bog som Elisabeth anbefalede, om hende der skrev romaner på direktørernes computere når hun gik og gjorde rent, jeg må huske på Sigrid Undset og Selma Lagerlöf og Herbjørg Wassmo og alle de andre LIVSseje forfattere OG forvandle fx min Laxness-misundelse - han efterlod sig hustru og børn hjemme det meste af året for selv at rejse og skrive - til medynk, og det kan jeg heldigvis godt mene oprigtigt: emotional cripple!

onsdag den 18. september 2013

Min læge går på pension

Jeg konsulterede ham for sidste gang i går, det var sidste gang han nogensinde skulle glo ind i mit skræv, og det er jeg godt tilfreds med. Jeg har overvejet at skifte læge. Nu bliver det måske ikke nødvendigt. Der kommer en sød ny læge, der hedder Lisbeth, skriver de. Vi får se.

tirsdag den 17. september 2013

konstruktion

Det har eddermamemig været en nederen dag! Totalt fuld af snot og så blev jeg lige skidesur, nogle gange tror jeg jeg bliver lidt for let skidesur (men det er altså fordi folk kan være så skideåndssvage, nogle gange tror jeg at folk lidt for let og automatisk er skideåndssvage, nå) og det startede allerede i formiddags, da de skrev fra hvad er det nu de hedder, ved I hvad jeg gider faktisk ikke fortælle om det, lad mig fortælle noget opbyggeligt (min psykolog ville være stolt af mig): LEGO

Undskyld Methe

Jeg ville bare have slettet mit eget fjæs, og have sat Søren Spætte eller Tom Waits eller et eller andet: den kinesiske flyvefisk fra min plakat ind, og så kom jeg til at slette det hele, og nu kan jeg ikke finde dig igen, det må du sgu da rigtig meget gerne undskylde!

Vinderne af den RIGTIGE debutantpris bliver dadadadadadada (jeg HAR regnet det ud)...

.... og det er ikke fordi jeg nødvendigvis ønsker det (jeg kunne fx godt have ønsket mig at Caroline Albertine fik en pris) men det er absolut heller ikke noget, jeg uønsker, det er ren og skær åbenbaring: Morten Chemnitz for digtsamlingen Inden April og Hassan Preisler for Brun Mands Byrde. Der er ingen der har fortalt mig det, jeg er bare et orakel. Og kønsmæssigt er det forsvarligt idet de/vi sidste fire modtagere, Stine, Olivia, Amalie og jeg alle så vidt vides er af det andet køn, som i denne sammenhæng må forstås som en neutral betegnelse, idet den bruges komparativt med førstnævntes - Mortens og Hassans - køn OKAY! Ud over at kunne forudse prisudfaldet, synes jeg også det er passende og fortjent, og en dejlig forskelligartet sammensætning af prisværdig litteratur, lad dem få en stående applaus på Vejle Biblioteks røde podie! HUURRAAAA

Bedstefar 70 år. SYV. NUL.

Kære Bedstefar. Jeg hedder Björn. Jeg har også snart fødselsdag. Så blir jeg voksen. Jeg vokser og vokser. Hvor stor er du? Er du 100 år? Hvis jeg spiser karry bliver jeg lige så stærk som dig, og min far. I går ville jeg ikke. Nu gør jeg det. Så blir jeg STÆRK. Jeg har gravet en fælde. En MONSTERfælde. Så kommer der et MONSTER. Så sover jeg inde ved min Mor. Jeg har også tegnet en tegning af dig og mormor med skovle. Fordi I skal ud og grave. Jeg har også tegnet døren. I morgen skal jeg i børnehave. Dagur skal ikke med. Min Mor siger jeg skal sige TILLYKKE. Men det HAR jeg gjort. 70 år siger hun. SYV. NUL. Jeg er ikke rigtig voksen. Men snart blir jeg 4. Ligesom Mohammed, og Raghad. Men ikke Karim. Så skal vi til Læsø siger min Mor. Det vil jeg gerne. Er der brombær? Dagur kan godt sige brombær, han siger bro-bro. Dagur har kradset mig i øjet. Min Mor siger at vi siger ALLESAMMEN TILLYKKE: Marie og Ella og Vera og Jesper og Louise og Lone og Andreas og det lille barn, vi ved ikke hvad det hedder, og mig og min Mor, vi siger ALLESAMMEN tillykke, fordi du bliver 70 år. Også Dagur. Han har taget min ballon. Jeg synes vi skal have pandekager når vi allesammen kommer til Læsø. 70 pandekager. HUNDREDE OG HALVFJERDS pandekager! Kan vi godt bage så mange? Skal trolden så også have pandekager? Står den stadig derovre og tænker? Vi kan bare gå over og give den en pandekage. Har den en paraply? FAARVEEL BEDSTEFAAR. Kære Hilsen Björn og Marie og Ella og min Mor og Lone og Jesper og Louise og Andreas og ham den lille som kom ud af Lones mave, og hvad hedder hun, hende som var dér i Ellas barnevogn, og ikke Fjord og Jens, og heller ikke Mormor, hun må godt være med, men ikke Raghad. Og heller ikke Larissa. Men Dagur også. Okay? Og Mor og Björn.

lørdag den 14. september 2013

Heltemodseksekverende - OG det modsatte! - MONSTERfælde

Jeg indrømmer IKKE at jeg først nu ser forbindelsen mellem min lille B´s langvarige graven monsterfælde uden for hoveddøren i eftermiddags, hans tegninger af glad mormor og bedstefar med skovle efter aftensmaden OG hans for første gang længe ikke-tænderskærende-søvn i for første gang længe EGEN seng, i stedet melder jeg mig som stolt mor (omend en smule jaloux over ikke at være blevet afbilledet glad med skovl), OG - det indrømmer jeg i håbet om en smule sympati - faktisk ikke ubetydeligt bekymret over monsterets størrelse (hullets 10-15 cm's dybde taget i betragtning) netop nu ALENE i en næsten mørk stue (fordi jeg heller ikke kan finde ud af at sætte lamper op) fordi lille b åbenbart er blevet store B, der åbenbart ikke længere behøver sove hos sin mor, omringet af mørk mørk have og regn

Opretstående islandsk lort

- Mor se, min kuka står op

fredag den 13. september 2013

Spredehagl over en lorteuge

Lad mig slå fast: Der ER rigtig mange gode ting at sige om livet som alenemor! MEN der er og bliver altså en udfordring forbundet med at ligge foroverbøjet ved wc'et med mavekramper OG lave havregrød, skifte bleer, klæde to små i tøj. For ikke at tale om at få dem fragtet til institution og sig selv hjem i seng. Fåk! En anden form for afskyelighed er det at finde sig ude af stand til at sætte længe-ventede støttehjul på sit barns cykel OG at udsætte turen til værkstedet på grund af, og her skærer jeg igennem igen: arbejde og sygdom. Dertil kommer det forbandede i midt i sin sløjhed at blive optaget af en latterlig facebookfejde, nej -ensidig tilsvining, af Bukdahl af Sabroe, og det burde ikke interessere mig, og jeg håber virkelig det har at gøre med mit ildebefindende at jeg i dén grad blev påvirket: jeg fik uendeligt ondt at Bukdahl (som helt sikkert er langt mere cool og ovenpå), blev bange for verden og alle de mennesker der fandt lejlighed til at lufte deres indre svinehund, Sabroe blev hyldet, hans datter er stolt af ham, skriver hun - i mit univers burde han have smæk og stuearrest og skammekrog - men stop! jeg vil jo ikke beskæftige mig med det, eller: jo, jeg tror det handler om angsten for folkedybet, svinehundene der stikker hovedet frem og bekræfter hinanden i at den angrebne har fortjent det, mens de skider og bider, ja: Jeg blev trist og bange (men jeg hører også til den blødsødne race der ikke mener at en tyv skal have hugget hånden af). Du DUR IKKE Hanne, du dur ikke til noget! har det runget i mit varme rundtossede hoved heldigvis lejlighedsvis afbrudt af flagrende lyserøde pelikaner, små fjollede søpapegøjer (som minder utroligt meget om min lille plumpe Dagur), som jeg har brugt det meste af denne slørede uge på til tågehornenes hyl og en skinger skogrende latter mellem fjer og vinger og store spidse næb, det mystiske er at midt i alt dette skrev bjørnen pludselig fra Paris, at der fløj fugle ind af hans åbne vindue, at han havde feber og var bange, og jeg fik på fornemmelsen at der var magter større end Sabroes ego på spil. Apropos mandsegoer og den slags: Den eneste gang (hvis jeg må skære igennem igen) jeg har været rigtig høj på ayahuasca blev jeg angrebet af en overdimensioneret tukan med et næb på størrelse med vælg selv hvad

onsdag den 11. september 2013

Og så lidt riverdance

Bare lige til at tage toppen, step till you can step no more, hold overkroppen i vater, prøv ikke at smile, lad benene gå som trommestikker, se selvsikker ud, fløjt ikke, tænk ikke på softice, lad kramperne i læggene være en del af oplevelsen, drøm dig ikke væk, undlad at tage en cigaret i pauserne, gør dig ingen anstrengelser for at tale med irsk accent, vær i nuet, nyd lyden af stepskoene mod gulvet. Sådan.

tirsdag den 10. september 2013

apropos telefonen wake-up call before you gogo moshi moshi I understand it all very well my dear

jo jeg forstår godt at man ikke kan ikke-have en tlf ligesom jeg sagtens forstår at en ostehøvl ikke er en paletkniv at skærebrættet ikke er en bordskåner ligesom en avis ikke er ligesom et viskestykke ikke er et håndklæde ligesom man skal køre med cykelhjelm og spænde bæltet og hjelmen og slukke for musikken og sørge for at have den rigtige adresse det rigtige navn på døren og postkassen og visakortet og kørekortet og masterkortet og det gule kort og det blå kort og det røde kort og det grønne kort og rudekuverten og rykkerkuverten og inkassokuverten og indkaldelsen til byretten til afsoning til skafottet  jeg forstår det alt sammen vældig godt ligesom jeg forstår at det er vigtigt med blodsukkeret og kolesteroltallet og fedtprocenten og kilometertælleren og vandregningen og bruttonationalproduktet og væksten og den månedlige ydelse og den variable rente og den ikke-variable rente og efterårets hestehale ja tak til reklamer bo bedre med sex på køkkenbordet med strammere kusse med de forenede nationers våbeninspektører med mulighed for indgriben med kemien mellem verdens store ledere mellem hvem der fucker hvem mellem hjelmen og den indre orden jeg forstår det hele vældig vældig godt

Ikke-faktuel nervøsitet

Mand til bibliotekar: Er det her altsammen, hvad hedder det, ikke-faktuelt?
Bibliotekar: Ja, det her er skønlitteratur.
Mand skynder sig ud.

mandag den 9. september 2013

Og så er det mandag

Og op og på arbejde, passe dagens dont, kede sig kvart ihjel, være træt. Jeg trækker tarotkort, de er begge trumfer, magikeren og narren, de lover en lys fremtid. Nu regner det, og jeg har lyst til en lur, og mine tæer er sure, og jeg burde på apoteket. I går sad jeg foran en bar i Paris og suttede i en vand i solen.

lørdag den 7. september 2013

I like to scream the truth

du bliver liderlig når du ser imponerende bygningsværker. du har fået fortalt at det kan hænge sammen med at fascinationen af store frembringelser sidder i samme område af hjernen som lystcentret. de har en bog&ide i vibycentret som du ynder at besøge, men du har ikke været der længe, der ligger også en tiger. du vander dine blomster med frygt og en veludviklet sjette sans, avisen ligger urørt. hvad er det du er bange for?  da du sidst var i Paris, genkendte du meget lidt. du sad i lejligheden i belleville og kiggede i gæstebogen, du gik ud på baren ved siden af, der stod en sortøjet pige på gaden og skreg: this is a dirty announcement. du så på hende, rev ned i hendes bluse, så hendes bryster kom til syne, du hviskede: silence, s'il vous plaît. jeg savner dig. jeg har ikke flere minder. Im just a victim of my time, Im just horrible uden dig. It get's me down, og jeg er løbet tør for rød lm, fuck gauloise, gem dine skåneærmer til nogen der sætter pris på dem. undskyld, jeg er vred. vis mig dine frimærker.

torsdag den 5. september 2013

Det hele var ballade:

Først besluttede jeg at den karton vin skulle tømmes og smides væk før min mor kommer i morgen, så var der mere i end som så, så droppede jeg, nej! så gjorde jeg en undtagelse fra mit fortsæt om ikke at gå på nettet om aftenen (til fordel for bøgerne!), så skrev jeg chatbeskeder til både x og y og z som der går år og dage imellem jeg ser  og taler med, og jeg var virkelig ved at have fået rigeligt af den vin der, det var svært at ramme tasterne, de var væk, sagde y da jeg spurgte hvor de var, og så svarede z at hun var flyttet fra mand og børn i går og sad på en hede i et sommerhus og vidste virkelig ikke hvad det skulle ende med, og så skrev x at hun havde en bankdirektør i røret, at han ville hende noget men at hun virkelig ikke vidste (jeg sagde hun sku få ham til at ringe til mig), og så svarede z at nu var hun gravid men ingen vidste det endnu og hun skulle tidligt op i morgen, og det skulle de allesammen og så sad jeg her på den rigtige side af midnat med bare bloggen og den gamle gamle vin GO NAT!

Ladcyklen

Hele dagen har min NYE EL-LADCYKEL (som jeg bestilte da jeg opgav ideen om privatbilisme) skrumlet sig ind i alle mulige tråde på fjacen, den har simpelthen ligget på lur har den og ved enhver given - og som oftest temmelig søgt - lejlighed, har den altså skrumlet og anmast sig, hvorefter jeg har måttet hive og mosle for at få den ud igen, og det har jeg så gjort. Nu har problemet - hvorvidt dette cirkus skal fortsætte - imidlertidig løst sig selv i og med at batteriet har vist sig at have sine begrænsninger, hvilket er utroligt ærgerligt når man kæk og fro har strøget ned (ja: NED) til Brabrand Søen for fuld batteriskrue og klokken nærmer sig seks, ulvene i ladcyklens enorme kasse for længst er dukket op, for længst har spist pølsehornene, og for længst har nægtet at betragte riskiks som trøst for noget som helst, og man erfarer at det er slut med strømmen. Det er bogstaveligt talt OP AD BAKKE

EN NY ALVOR

har indfundet sig i min hverdag efter at jeg efter grundige selvransagelser har betakket mig for en arbejdsplads på ellers meget dejlige - og det er jo også det der er problemet: Jeg frabeder mig venligst al dejlighed - Godsbanen med mulighed for sparring og udveksling og andre kunstarter og det hele, og det er muligvis mig der er dum og ikke forstår en hel masse, ikke desto mindre fortsætter hverdagsflakkeriet herude in da west, -daskeriet kunne en udenformigbefindende måske finde på at mene, mellem kolo, City Vest, Gellerup Bibliotek og Bazaren, og jeg indrømmer: jeg skal virkelig insistere for ikke pludselig at finde mig selv rodende i en kasse med tre trusser for en hund, gumlende på en hindbærsnitte til en femmer eller fristes  af ti bananer økoløkikus. For slet ikke at tale om rygesalonen i Café Roma, libanesisk burger til en tyver, Blichers samlede værker med illustrationer i genneren, alle de samtaler på borgerservice, som også er biblioteket, man ikke bare fristes til at skrive ned, som man rent faktisk skriver ned i skjul bag en avis eller kasse med udtjente bøger til 25 kr. posen (jeg har allerede fyldt tre poser)

mandag den 2. september 2013

Og en anden én har købt flybillet til Paris


Det var en spontan hverdagsbeslutning. Jeg flyver fredag med the big B. 

FORDJÆVLENDUSATANIALLEHELVEDESRIGER

..hvor er jeg bare pissemandagsogtværsigennemeksistensenpissesur over den elendige ansøgning som jeg brugte weekenden på at skælde mine drenge ud over at skulle lave, og som blev netop så elendig som jeg havde redt op til og for f... hvor er det bare ærgerligt, jeg kan slet ikke forestille mig hvilket job jeg i virkeligheden er i stand til at varetage men det må jeg virkelig se at finde ud af kan jeg forstååååååååÅÅÅÅÅÅHH