Sammenlignet med en sten er jeg et flagrende stankelben

Jussi er på besøg, han er syg, ligger i sengen på tredje døgn, ingen ved hvad han fejler, ud over depressionen og de andre psykiske lidelser, han har altid lignet Dostojevski af udseende, han siger det værker i kroppen og hovedet, tager panodiler hele tiden, i går kom han til at tage mit penicilin, to af gangen, og de er stærke, man må kun tage én hver sjette-syvende time, han lå i en døs det meste af dagen, Björn forstår det ikke, hvorfor kommer far ikke? Han er syg siger jeg. Far er syg. Han kan ikke høre hvad drengene siger, han kan ikke smile til dem, han befinder sig i sin egen sten, og vi kan ikke hente ham ud. Jeg er ikke sur på ham som dengang vi var gift, jeg bebrejder ham ikke, jeg beder ham ikke tage sig sammen. For min skyld, eller for drengenes. Jeg aer ham på skægget og siger det er synd for ham. Han siger han er træt af at være syg. Jeg siger jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham men at jeg har opgivet, jeg kan ikke hjælpe. Jeg spørger om han føler sig ensom. Han siger han ofte følte sig ensom sammen med mig, at jeg ikke var særlig sympatisk overfor ham. Det er rigtigt. Jeg går, tager drengene med, efterlader ham i sengen, vi hjuller gennem bakkerne, jeg knokler afsted, slår batteriet fra og okser op ad bakken så sveden springer