OOH ALEXANDER PENICILILEMING

Jeg opdager at jeg ikke har blogget hele ugen, hej, dejligt at se jer, og dejligt at andre i mellemtiden har udvidet bloggen: DU SKAL KENDE MIG PÅ MIT MANGLENDE ANSIGT; LIGE DÈR; KAN DU SE? lyder det fra Louise Juhls manglende ansigt, nu er vi et ukendt antal (3) hverdags- og lørdagsbloggere med manglende ansigter, og hvis jeg så ovenikøbet kunne finde ud af at løbe fra, eller i hvert fald nedtone mit forbaskede jeg, men det kan jeg vist ikke, her har I mig igen, her er stadig nok at vredes væmmes klage over, fx har jeg ikke blogget hele ugen, der startede VÅNDENDE i fosterstilling bekravlet og beskriiiget af galloperende hals- og mellemørebetændelse OG to små drenge med lange negle SÅ: den lyksaglige penicilin ÅÅÅHH mand hvor er det LYKSAGELIGT! at være født i det 20. århundrede, virkelig, jeg kan bedst sammenligne med følelsen under fødslen når hovedet kommer ud og man ved der er liv, sådan er det med penicilin, ovenikøbet dejligt omtåget, som i en lettere hashrus, oooh verden jeg er zen, ALEXANDER FLEMING DU STORE, jeg bøjer mig oprigtigt og dybt i støvet og asken fra århundreders infektionsramte og -underbukne stakler, NU hjuller jeg atter lykkeligt opstemt frem og tilbage på stien gennem Hasle Bjerge og Gellerupparken til Børnehaven Mågen og Vuggestuen Lærken, i denne uge med min store-lille-og-også-sygdomsramte-og-pencilin-begavede Björn frem OG tilbage. Frem og tilbage.