Jeg er vågnet med en sølvsmed under neglene. Bogstavelig talt, en forlænget finger med vinger, der peger og peger og siger ”Appelsiiiiiiiiiiiiin”.
Og jeg prøver virkelig, at smile og sådan. Mens et andet sted er der ord, ord der former sig som talebobler, der presser på indefra, inde fra mit hoved måske. Kæmpestore bobler af detenehed og detandethed men mest af alt af ømhedhed.
Hvis jeg var en bi, ville jeg æde så meget lyng, at jeg eksploderede i lilla.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar