Christoffer Kragh Jakobsen

jeg kører hjem for at spise frokost, Jussi sidder op i sengen og læser, jeg kan se han er lindret, han smiler næsten, han har læst i Schade og kærligheden, han var en mærkelig én ham Schade siger Jussi, det er en stor kompliment, jeg kan se han har det bedre og jeg føler jeg har del i det, fordi han fandt bogen på min reol. Nu læser han Stein taler, det gør han altid, jeg spekulerer på hvordan han tager ordene ind når han har læst den så mange gange, om de bliver ved at give mening på ny, vi har to Stein taler, eller rettere: vi har en hver, jeg må huske ham på at tage sin med hjem når han rejser. Engang havde vi tre, det var helt uhørt, min veninde Sidse, som jeg i øvrigt, næsten Steinsk (omend den sammenligning er langt oppe i skyerne) har skrevet et portræt af og til, det lyder sådan her, nej jeg kan ikke huske det, og jeg var også ved at sige noget andet, det var det med bogen, Stein Taler, vi havde engang tre og min veninde Sidse kunne ikke få fat i én, hun havde spurgt alle mulige steder, så fik hun en af vores, det var bare det, at det var særligt at have tre bøger af en bog der ikke var til at få, nå, Jussi spørger fra sengen om jeg skriver en historie om en syg mand, jeg siger det var måske en idé, han vil gerne hedde Christoffer. Christoffer Kragh Jakobsen, nu synger Christoffer om en syg mand der gerne vil ud af sin krop, han mangler sin guitar, men han har det åbenlyst bedre, men ikke godt.