tirsdag den 17. september 2013
Bedstefar 70 år. SYV. NUL.
Kære Bedstefar. Jeg hedder Björn. Jeg har også snart fødselsdag. Så blir jeg voksen.
Jeg vokser og vokser.
Hvor stor er du? Er du 100 år?
Hvis jeg spiser karry bliver jeg lige så stærk som dig, og min far.
I går ville jeg ikke. Nu gør jeg det. Så blir jeg STÆRK.
Jeg har gravet en fælde. En MONSTERfælde. Så kommer der et MONSTER. Så sover jeg inde ved min Mor. Jeg har også tegnet en tegning af dig og mormor med skovle. Fordi I skal ud og grave. Jeg har også tegnet døren.
I morgen skal jeg i børnehave. Dagur skal ikke med.
Min Mor siger jeg skal sige TILLYKKE. Men det HAR jeg gjort. 70 år siger hun. SYV. NUL.
Jeg er ikke rigtig voksen. Men snart blir jeg 4. Ligesom Mohammed, og Raghad. Men ikke Karim. Så skal vi til Læsø siger min Mor. Det vil jeg gerne.
Er der brombær? Dagur kan godt sige brombær, han siger bro-bro.
Dagur har kradset mig i øjet.
Min Mor siger at vi siger ALLESAMMEN TILLYKKE: Marie og Ella og Vera og Jesper og Louise og Lone og Andreas og det lille barn, vi ved ikke hvad det hedder, og mig og min Mor, vi siger ALLESAMMEN tillykke, fordi du bliver 70 år.
Også Dagur. Han har taget min ballon.
Jeg synes vi skal have pandekager når vi allesammen kommer til Læsø. 70 pandekager. HUNDREDE OG HALVFJERDS pandekager!
Kan vi godt bage så mange?
Skal trolden så også have pandekager?
Står den stadig derovre og tænker?
Vi kan bare gå over og give den en pandekage.
Har den en paraply?
FAARVEEL BEDSTEFAAR.
Kære Hilsen Björn og Marie og Ella og min Mor og Lone og Jesper og Louise og Andreas og ham den lille som kom ud af Lones mave, og hvad hedder hun, hende som var dér i Ellas barnevogn, og ikke Fjord og Jens, og heller ikke Mormor, hun må godt være med, men ikke Raghad. Og heller ikke Larissa. Men Dagur også.
Okay?
Og Mor og Björn.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar