datomærket.

indimellem bliver jeg aldeles tudladen, så fatter jeg ikke hvorfor eller hvor længe og da slet ikke hvorfor, så sidder jeg med øjnene væltende ned af kinder og kan ikke følge med, jeg kan slet overhovedet ikke følge med, jeg kan ikke bære, alt det, eller det eneste, som jeg ikke bærer, men så forbandet gerne ville bære, og det er altsammen rystende småt i det store perspektiv, jeg er en nullermand i det universelle hjørne, og lige nu ryster jeg det hele ad mig, som skæl på en skulder, fordi jeg ved, at jeg ikke varer evigt.