Svar på manglende tiltale.

jeg bliver altid frygtelig bange, når nogen siger noget, der måske kunne have noget at gøre med noget andet, som jeg ikke fik sagt, eller som jeg netop fik sagt, men fik sagt for hårdt eller for langt eller for kert, og så starter den indre monolog, ”skulle jeg nu have” og ”kunne jeg da bare have” eller ”hvorfor skal jeg altid”, og efter en stillestående fremogtilbagevendt række af usagtheder, så begynder den røde lampe at lyse, damage control, alert, alert, og jeg går i gang med at bygge dæmninger, grave volde, kaste med sten, formulere smædebreve, lægge mig fladt, være et gulvtæppe, jeg er parat til hvad som helst, at være søm i min egen kiste eller lus i mit eget tømmer, alt!, bare for at få fred for det ”noget”, som ”nogen” sagde, og som ganske vist ikke var henvendt til mig, men som eventuelt og muligvis kunne have været henvendt til mig, og sådan går dagen med at slå luft ud af huller, ja.