Mit savn kan kun ses under mikroskop.

Det er frygtelig patetisk, men jeg savner sådan min mor, jeg har lyst til at holde hende i hånden, og til at bede hendes grå hår om at blive sorte som før, og jeg har lyst til at bede hende rette kroppen, der er faldet sammen, som en busk, dækket af sne og,,,,
og jeg har lyst til at skrige ad hende, at hun må tage sig sammen, for helvede, og blive vragdykker ude for en japansk kyst eller noget andet fuldkommen utænkeligt, og det allerværste, når jeg savner hende som nu, er, at når jeg tænker på hende, min mor, så ser jeg en lille celle for mig, en lillebittebitte celle uden membran, en puls og ikke andet, og jeg kan simpelthen ikke bære, at mit savn er så simpelt.