Observation uden ansigt

Jeg lader mig altid ramme, når de [dem, de andre, det andet] fortæller om et liv, der falder omkring deres vriste som kæder af rav, jeg nævner i flæng: kortklubber, kælepotter, kølige drinks, og så k-ordet, der slet, slet ikke må nævnes, [kærlighed, kærlighed, kærlighed], og hver gang ser jeg mig selv stå fuldkommen rundtosset af alenehed, med en flækket livshistorie [ jeg ved ikke, om den er flækket på langs eller i højden, men flænget er den utvivlsomt, og spørgsmålet er, om det er vigtigt hvor og hvordan], og jeg har nok en invitation til at gå i biografen [alene? nej, nej da, med mig selv] Og det er igen igen igen noget med verden udenfor, hvor livet leves, og verden herinde, hvor jeg leves, det er ikke et problem som sådan, det er bare uforeneligt på en næsten ubærlig måde. Fin fugl forresten, kan man få en tur på den?