Bered mig et leje af vat

Jeg er et skvat. Faderen til mit kommende barn sendte mig et link til et eller andet økokollektiv i Hundested. Der var mange visioner, noget om at få ting til at blomstre på alle planer. Jeg læste: masser af fællesprojekter og hårdt arbejde. Så stod der også noget om en masse børn. Jeg skrev tak for linket, men at jeg i det store hele var for dovent anlagt til fællesprojekter, og at jeg ikke brød mig om andre folks børn. Det er en sandhed med modifikationer, men alligevel: jeg er ikke en almoderlig overskudstype, jeg er sær og fredssøgende. Jeg har erkendt det og fundet fred med det; jeg er en gevinst for et fællesskab i afmålte doser.

Christoffer Kragh Jakobsen

jeg kører hjem for at spise frokost, Jussi sidder op i sengen og læser, jeg kan se han er lindret, han smiler næsten, han har læst i Schade og kærligheden, han var en mærkelig én ham Schade siger Jussi, det er en stor kompliment, jeg kan se han har det bedre og jeg føler jeg har del i det, fordi han fandt bogen på min reol. Nu læser han Stein taler, det gør han altid, jeg spekulerer på hvordan han tager ordene ind når han har læst den så mange gange, om de bliver ved at give mening på ny, vi har to Stein taler, eller rettere: vi har en hver, jeg må huske ham på at tage sin med hjem når han rejser. Engang havde vi tre, det var helt uhørt, min veninde Sidse, som jeg i øvrigt, næsten Steinsk (omend den sammenligning er langt oppe i skyerne) har skrevet et portræt af og til, det lyder sådan her, nej jeg kan ikke huske det, og jeg var også ved at sige noget andet, det var det med bogen, Stein Taler, vi havde engang tre og min veninde Sidse kunne ikke få fat i én, hun havde spurgt alle mulige steder, så fik hun en af vores, det var bare det, at det var særligt at have tre bøger af en bog der ikke var til at få, nå, Jussi spørger fra sengen om jeg skriver en historie om en syg mand, jeg siger det var måske en idé, han vil gerne hedde Christoffer. Christoffer Kragh Jakobsen, nu synger Christoffer om en syg mand der gerne vil ud af sin krop, han mangler sin guitar, men han har det åbenlyst bedre, men ikke godt.

Sammenlignet med en sten er jeg et flagrende stankelben

Jussi er på besøg, han er syg, ligger i sengen på tredje døgn, ingen ved hvad han fejler, ud over depressionen og de andre psykiske lidelser, han har altid lignet Dostojevski af udseende, han siger det værker i kroppen og hovedet, tager panodiler hele tiden, i går kom han til at tage mit penicilin, to af gangen, og de er stærke, man må kun tage én hver sjette-syvende time, han lå i en døs det meste af dagen, Björn forstår det ikke, hvorfor kommer far ikke? Han er syg siger jeg. Far er syg. Han kan ikke høre hvad drengene siger, han kan ikke smile til dem, han befinder sig i sin egen sten, og vi kan ikke hente ham ud. Jeg er ikke sur på ham som dengang vi var gift, jeg bebrejder ham ikke, jeg beder ham ikke tage sig sammen. For min skyld, eller for drengenes. Jeg aer ham på skægget og siger det er synd for ham. Han siger han er træt af at være syg. Jeg siger jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham men at jeg har opgivet, jeg kan ikke hjælpe. Jeg spørger om han føler sig ensom. Han siger han ofte følte sig ensom sammen med mig, at jeg ikke var særlig sympatisk overfor ham. Det er rigtigt. Jeg går, tager drengene med, efterlader ham i sengen, vi hjuller gennem bakkerne, jeg knokler afsted, slår batteriet fra og okser op ad bakken så sveden springer

Om plads og mangel på samme.

Jeg har ikke sovet i nat. Det sker. Hvis man ikke sover, kan man ikke vågne. Vel? På et tidspunkt skrev jeg - i søvne? i drømme? - på Facebook:

"05:54
Jeg har drømt om for lidt plads, og du har bedt mig tage vare på det trange, du har bedt mig blive i bilen og spise abrikoser [af sorten Kyoto], du har bedt mig trække alting i langdrag, så det kan forsvinde mellem vores hænder, mens noget andet [mindre vigtigt, mere væsentligt] kan få plads"

 Det er længe siden, jeg har længtes efter at drømme, hvad jeg skriver, at jeg drømmer. Eller: det er længe siden, jeg har følt mig så vågen, mens jeg skrev, at jeg sov.

Nu er jeg bare frygtelig træt. Mit hoved hænger, min ryg er trist.

Mandagshad og det pinlige selv (?)(værd) og perlebygsblomsten - i FLOR

jeg tror nogle gange at jeg hader folk der kan sidde og udveksle perlebygsopskrifter i en sund andelsforening på Trøjborg eller Vesterbro, hvis ikke de er flyttet på landet i et bofællesskab sammen med en håndfuld familier der er ligesom dem selv: veluddannede, velmenende, veldrejede og ikke mindst i stand til at tale sammen uden at hæve stemmen ikke mindst om spelt og mælkeprodukter og det er slet slet ikke nødvendigt at nævne den hvide sukker, alt er knækket hvidt, naturligt, autentisk. Jeg ved ikke hvorfor jeg hader dem, hvis vi siger det er det jeg gør (jeg holder en lille dør på klem til et ædlere selv), er det så simpelt som jalousi, den gamle gamle, at jeg ville ønske det var mig der kunne sidde og udveksle de opskrifter bo i den andelsforening i det bofællesskab være veluddannet veldrejet velmenende behersket. at jeg ikke hele tiden følte mig i fare for at forsvinde ind i de store sten og nattekroge, er det virkelig så simpelt? hvorfor er jeg ikke bare ligeglad, lader dem have deres lorteliv i fred, tager mig af mit eget, Stine plejer at sige til mig: Hanne: De (og det er så forskelligt hvem det er jeg bliver anfægtet af, det er ikke altid speltsegmenterne) har et lorteliv, du skal ikke beskæftige dig med det. Hun er klog Stine, og kærlig, hendes bog (Min mor siger), som alle siger er så sjov, det er den også, men først og fremmest er den kærlig, den er noget af det kærligste, jeg savner Stine, hun siger jeg ikke skal tillægge lort betydning, at jeg trækker betydning ud af det ved ikke at bemærke det, det er rigtigt, Stine er klog og jeg er lille, idag: som en pissemyre!, er det det det (sikke mange det'er, det er næsten absurd) hele handler om, det forbandede mindreværd? utilpashed, også det at jeg hele tiden drages mod de store sten, at det er så svært at holde sig på den rigtige side af dem, ydersiden, at jeg ville ønske jeg var en perlebygsblomst? nej: at jeg ville ønske at jeg ville ønske at jeg var en perlebygsblomst - i flor. Ville jeg virkelig det?

Nu går det heller ikke længere med den slendrian

Jeg prøver at være venlig, men det går så dårligt. Håndlæseren sagde, at der ventede mange succesoplevelser i fremtiden, og hun har da sikkert ret, og vi bliver, hvad vi skaber og spiser, og jeg har lige spist indisk mad; gør det mig indisk? I hvert fald var det med kongerejer og halløj, min favorit, mad der gør mig glad. Min mave er udspilet, men det skyldes også andre ting, træg mave fx. Jeg skal snart flytte, jeg ved ikke hvorhen, det er en slags eventyr - og dog. Jeg er begyndt at gå mere; det gør mig ikke til Tomas Espedal. Ingenting gør mig til noget, intet definerer mig. Jeg er en omvandrende skygge (af mig selv), men mere glad end jeg lyder. Efteråret har været gavmildt, min eneste anke er kulden, der altid følger med. Jeg er ikke god til at fryse.

Teori som praksis.

Forskellen på et punkt og en prik er horisontal. Jeg har ikke tid til at dvæle mere ved det faktum.
I stedet for skriver jeg "her" og "nu" og øver mig i tilstedeværelsen som praksis.
Ja.