1. januar

mit vigtigste minde er en langøret kanin. det er ikke min kanin, den er af stof, den er med overalt. jeg ved ikke, om man kan tale om trofasthed, når det gælder en kanin af stof, jeg ved ikke om man kan tale om trofasthed, whatsoever.
mit vigtigste minde er en kanin, det er ikke min kanin, det er en tøjkanin med lange ører.
mit vigtigste minde handler altså om noget, der ikke er mit, jeg ved ikke om jeg kan kalde det et minde, når det ikke er mit.
jeg ved ikke, hvordan den tøjkanin er havnet hos mig, i mine hænder, jeg ved ikke, om man kan tale om trofasthed, når det virkelig gælder.

...

Min mor peger på en pige og siger, at der er en på min alder. Jeg ved ikke helt, hvem hun peger på og spørger "Hvor er min alder henne?" De dukker hele tiden op, de glimt og historier, nu jeg selv er blevet mor. Hun er et nemt barn, jeg var et nemt barn, det bliver ikke nødvendigvis ved med at være sådan. Det er let at komme til at sammenligne; vi har fødselsdag med én dags mellemrum, hun ligner mig. Hun er meget rolig, ligesom sin mor, siger de. Hun har glimt i øjet, ligesom sin mor, siger de. Jeg håber, hun bliver ligesom sig selv. Min mormor sagde, at jeg, da jeg var omkring fire, efter en tur i pariserhjulet med tante Ada, der var meget hellig, havde sagt "orv, sikke en røvtur". Hun siger noget, der minder om jaja og hejhej og ikke identificerbare høje jubellyde, men hun taler mest af alt med øjnene. Hun kommer til at tale tidligt, siger min mor. Jeg ved det ikke, det er ikke til at vide. Der er så meget, der ikke er til at vide.

*itsjustadream*

*
Du siger, at du er bekymret?
*
Når jeg fortæller dig, at jeg lægger mig i en grøftekant og sender mine drømme ud at blaffe i vejkanten, når jeg fortæller, at de bliver taget op af en skummel bilist, en potentiel morder, en voldtægtsforbryder, og at jeg elsker at se mine drømme blive taget op og kørt bort på den måde.

Så er det, at du siger, du er bekymret.
*
Hvad vil du sige med det?

*

det er godt vejr, i det mindste.

nåmen hvis ikke det var for lænden, der forhindrer mig i at gå, og resten af kroppen, der forhindrer mig i at hvile, så ville jeg vel ikke bruge så meget tid på at se:
Se på fingrene der kryber i vask, på munden, der ligner en fortrudt tatovering, eller kæberne, der forhindrer mig i at tale.
Og fordi jeg ikke kan tale, så må jeg skrive, det er dumt, det er virkelig dumt, at skrive, at tale, virkelig dumt.
(du skal ikke læse videre)

Jeg skriver

- "jeg er alene"
- "det er fucking banalt"
- "jeg bruger nætterne på at æde mig mæt i mad, jeg aldrig ville byde andre"
- "jeg er tre bogstaver, der sidder fast mellem mine to ører"
- "jeg vil tælle til lort, baglæns, jeg vil tælle ned til noget oprindeligt"

Og nu til de der pommes frites

Jeg kan ikke få mig selv til at skrive pomfritter, det kan jeg bare ikke. Det føles så forkert, selvom hvem fanden siger pommes frites? Nå, men jeg får dem leveret inden for en halv time. Med salatmayonnaise. Jeg glæder mig helt enormt. Det er så forbudt, så syndigt, så ganske vidunderligt.

Hestepige

Push me baby, push me, så jeg kan vælte omkuld i dine manglende hænder, så jeg kan fylde dit hul med sved og pis,
bring it on baby, lets take a ride on your wild side.

Og jeg skal være din hestepige, mælk skal løbe til mine bryster ved lyden af dine hove, jeg skal bestige din ryg,
yuippiyay, horse, yuppiyay, jeg skal give dig vind i din manke og grus til dit hår,

Er det pony, du vil have, er det pony du skal få .

overvejelse.

Hvis mine negle havde en farve, ville det være farven af sko slæbt over hessian. Drævende.
Dén farve, eller dén mangel på farve, gennemsigtig og samtidig tæt som et panser.
Hvad skal vi kalde den?