Voodoo Doovoo

I dag googlede jeg antikke stel, deres navne, men blev skuffet, ingen svulstighed eller patos, bare beskrivende titler, "musvågen", "roser og følfod", "blå teracotta". Jeg har ikke noget at bruge den viden til, hvorfor det da også er åbenlyst for enhver og mig selv, at jeg træder vande. Ikke at det er et problem, at træde vande, nej problemet er, at jeg ikke har noget vand at træde i, mine ben padler bare omkring i luften, jeg ligner en sprællemand, hvis trækkemekanisme er gået i selvsving, dingdong.

Jeg tror måske ,at min forgæves sprællen er et forsøg på at få afløb for det ingenting, der viser sig, når jeg forsøger at zoome ind på oplevelser, samtaler eller situationer. Det er ikke, fordi jeg ikke kan huske mig selv, klædt ud som Pippi  til fastelavn (4 år i træk), eller genkalde mig farven på den ret, der meget mod sin vilje blev døbt "forloren hare". Jeg kan også recitere spejderremser fra dengang og binder uden problemer mine snørebånd. Så der er noget et sted, noget andet end ingenting, noget viden, noget erfaring, noget fortid.

Det er det med at fæstne, der er problemet, jeg ikke kan få nålen til at sidde fast i voodoo-dukken. Jeg ved ikke om jeg kan forklare, men: jeg kan se både nål og dukke, jeg kan røre ved dem begge, tage dem i hænderne. Men jeg kan ikke føre hånden med nålen hen til dukken, jeg kan ikke føre hånden med dukken hen til nålen, for det ene øje fokuserer på nålen og det andet på dukken. Og så går det galt, når de skal bytte plads, øjnene og hænderne, nålen og dukken, så går det galt, det går ikke.

Nu tænker jeg: måske er der overhovedet ikke noget, der skal bytte plads, måske er det dét, der er mit problem.

Mormor.

Jeg skal bo hos mormor i en uge, fordi bror og mor skal på ferie. Jeg er for lille endnu, siger de, så jeg skal bo hos mormor, "du er heldig, sådan at komme alene på ferie", siger mor.
Jeg ved ikke rigtig.

Jeg får ymer til morgenmad, med mormors hjemmebagte rugbrød revet på rivejern og med puddersukker. Det smager dejligt, jeg spiser og spiser, jeg er alene på ferie, jeg spiser så meget, at jeg til sidst kaster op, ud på kniplingsdugen, som mormor har lavet, en stor gul klat.
Mormor skælder ud. "Det er spild af mad", siger hun, og får mig ned af stolen og væk på fra bordet. Jeg bliver flov og ked af det, ked af at kaste op og flov over at lade mormors drys gå til spilde.
Jeg låser mig inde på det lille toilet ved siden af køkkenet, dér sidder jeg og snøfter med ansigtet begravet i min bluse, "du er heldig at være alene på ferie", hvisker jeg til mig selv.

Jeg sover i samme seng som mormor, for der er kun den ene, og jeg er bange for at være alene om natten.
En nat får mormor diarre og skider i sengen, hvor vi ligger. Det stinker frygteligt, og mormor bliver ked af, hvad der er sket. Hun græder lidt, jeg trøster og tørrer op. Det hele er alt for omvendt.

Næste morgen sætter mormor sig ved klaveret, hun spiller "Hymn to freedom", det er godt, vi nynner begge to med på melodien.

Senere kommer mor og bror og henter mig. Mormor bliver tilbage, hun vinker efter bilen, til sidst er hun bare en lille bitte prik bag os.

1. januar

mit vigtigste minde er en langøret kanin. det er ikke min kanin, den er af stof, den er med overalt. jeg ved ikke, om man kan tale om trofasthed, når det gælder en kanin af stof, jeg ved ikke om man kan tale om trofasthed, whatsoever.
mit vigtigste minde er en kanin, det er ikke min kanin, det er en tøjkanin med lange ører.
mit vigtigste minde handler altså om noget, der ikke er mit, jeg ved ikke om jeg kan kalde det et minde, når det ikke er mit.
jeg ved ikke, hvordan den tøjkanin er havnet hos mig, i mine hænder, jeg ved ikke, om man kan tale om trofasthed, når det virkelig gælder.

...

Min mor peger på en pige og siger, at der er en på min alder. Jeg ved ikke helt, hvem hun peger på og spørger "Hvor er min alder henne?" De dukker hele tiden op, de glimt og historier, nu jeg selv er blevet mor. Hun er et nemt barn, jeg var et nemt barn, det bliver ikke nødvendigvis ved med at være sådan. Det er let at komme til at sammenligne; vi har fødselsdag med én dags mellemrum, hun ligner mig. Hun er meget rolig, ligesom sin mor, siger de. Hun har glimt i øjet, ligesom sin mor, siger de. Jeg håber, hun bliver ligesom sig selv. Min mormor sagde, at jeg, da jeg var omkring fire, efter en tur i pariserhjulet med tante Ada, der var meget hellig, havde sagt "orv, sikke en røvtur". Hun siger noget, der minder om jaja og hejhej og ikke identificerbare høje jubellyde, men hun taler mest af alt med øjnene. Hun kommer til at tale tidligt, siger min mor. Jeg ved det ikke, det er ikke til at vide. Der er så meget, der ikke er til at vide.

*itsjustadream*

*
Du siger, at du er bekymret?
*
Når jeg fortæller dig, at jeg lægger mig i en grøftekant og sender mine drømme ud at blaffe i vejkanten, når jeg fortæller, at de bliver taget op af en skummel bilist, en potentiel morder, en voldtægtsforbryder, og at jeg elsker at se mine drømme blive taget op og kørt bort på den måde.

Så er det, at du siger, du er bekymret.
*
Hvad vil du sige med det?

*

det er godt vejr, i det mindste.

nåmen hvis ikke det var for lænden, der forhindrer mig i at gå, og resten af kroppen, der forhindrer mig i at hvile, så ville jeg vel ikke bruge så meget tid på at se:
Se på fingrene der kryber i vask, på munden, der ligner en fortrudt tatovering, eller kæberne, der forhindrer mig i at tale.
Og fordi jeg ikke kan tale, så må jeg skrive, det er dumt, det er virkelig dumt, at skrive, at tale, virkelig dumt.
(du skal ikke læse videre)

Jeg skriver

- "jeg er alene"
- "det er fucking banalt"
- "jeg bruger nætterne på at æde mig mæt i mad, jeg aldrig ville byde andre"
- "jeg er tre bogstaver, der sidder fast mellem mine to ører"
- "jeg vil tælle til lort, baglæns, jeg vil tælle ned til noget oprindeligt"

Og nu til de der pommes frites

Jeg kan ikke få mig selv til at skrive pomfritter, det kan jeg bare ikke. Det føles så forkert, selvom hvem fanden siger pommes frites? Nå, men jeg får dem leveret inden for en halv time. Med salatmayonnaise. Jeg glæder mig helt enormt. Det er så forbudt, så syndigt, så ganske vidunderligt.